Vurderinger af restlejligheder bør foretages af fagfolk, der er vant til at håndtere den type sager, da der er mange særlige forhold, som skal tages i betragtning. Helge Rud Larsen, ejendomsmægler og valuar MDE i EDC Erhverv Poul Erik Bech, fortæller:
”Når vi vurderer restejerlejligheder, ser vi på alle de parametre, der spiller ind på prissætningen. Fx hovedejendommens stand, fælleslån til ejerforeningen, hvornår lejeaftalerne er indgået, hvem der er de-facto lejere i lejlighederne, om ejerlejlighederne skal sælges i en samlet pulje eller deles op, hvad prisen for ejerlejlighederne i ledig stand er, hvornår lejlighederne forventes at være frigjorte, og hvad den nuværende salgspris per enhed er.”
”Det er med andre ord noget af et puslespil, der skal lægges, når man vurderer restlejligheder. En ting er også de dokumenter, man får stillet til rådighed, og en anden ting er, hvordan virkeligheden faktisk ser ud, når man kommer ud og beser lejlighederne. Før man kan prissætte restlejligheder korrekt, kræver det derfor, at man graver sig godt ned i det hele.”
Helge Rud Larsen peger på, at markedet lige nu bør få mange til at overveje at sælge: ”Boligpriserne er steget, og særligt ejerlejligheder er i høj kurs. Der er derfor rigtig god grund til at sælge, men vi oplever, at nogle holder sig tilbage, da de fx er i tvivl, om de skal sælge lejlighederne enkeltvis eller som en portefølje. Det kan vi desværre ikke give et generelt svar på, da det sommetider kan svare sig at pulje nogle af lejlighederne og andre gange ikke vil være hensigtsmæssigt. Det er et af de områder, hvor vi er nødt til at tage højde for kompleksiteten og rådgive vores kunder i forhold til den specifikke case.”
Når du skal have vurderet og solgt restlejligheder, er det en fordel at have Danmarks største og eneste landsdækkende mæglervirksomhed i ryggen. Det gælder uanset, om restlejlighederne er samlet i et område eller fordelt over flere dele af landet.
”Vi har for nyligt haft en sag, hvor vi skulle vurdere en portefølje på 132 lejligheder i forskellige dele af København bl.a. på Frederiksberg, Amager og i Valby. I den sag arbejdede jeg tæt sammen med vores lokale boligmæglere, der har afgørende markedsindsigt og fuldstændig styr på de lokale priser. Det er naturligvis en stor fordel, når vi skal fastsætte vurderingen,” siger Helge Rud Larsen og fortsætter:
”Det har også en positiv betydning i forhold til salget, at vi har et stort bagland at trække på. Når vi sælger restejerlejligheder, afsøger vi nemlig hele markedet gennem vores 18 erhvervscentre, og vi har et bredt netværk af investorer både herhjemme og i udlandet. Nogle investorer holder sig tilbage fra at købe restlejligheder, da den administrative proces kan syne kompliceret. Hvis det er en udfordring, kan vi også hjælpe i den forbindelse. Vi har nemlig en projektafdeling, der kan hjælpe køber med at udleje boligerne, og vores datterselskab LEA Ejendomspartner kan bistå med administration. Så vi kan sådan set hjælpe hele vejen rundt, og det er klart med til at gøre vejen til et salg kortere og lettere.”
Hent vores magasin InvestorFokus her.