Sommeren 2022 blev et rekordår for kontorejendomsmarkedet på Sjælland. Regionen havde nemlig dengang det laveste udbud af kontorlokaler i 15 år. Tal fra Ejendomstorvet.dk viser dog, at markedet nu har bevæget sig i den anden retning:
”Stigningen af udbudte lokaler i Vest- og Sydsjælland har været på lidt over 40%, mens Østsjælland – med bl.a. Køge og Roskilde – har haft en noget mindre stigning på ca. 13%. Samlet udgør de udbudte kontorlokaler i Region Sjælland 3,6% af de samlede kontorarealer i regionen. Det er en stigning fra 2,9% for et år siden, men stadig under landsgennemsnittet, som ligger i underkanten af 5%,” fortæller adm. direktør Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk.
Vil have moderne og grønne rammer
Mængden af udbudte m² er steget fra knap 58.000 m² sidste år til nu 76.000 m². På landsplan er 3.600 ledige kontorlejemål, hvoraf 260 findes i Region Sjælland. Årsagen til stigningen skal findes i virksomhedernes øgede krav og forventninger til kontorlokalerne. John Borrisholt, partner og direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech med afdelinger i Køge, Næstved, Roskilde og Slagelse, siger:
”Vi kan godt mærke, at efterspørgslen på kontorlokaler ikke er helt den samme i øjeblikket, men vi kommer fra et lavt niveau. Nogle steder er private udlejere, der selv før har stået for leje ledige lokaler ud, begyndt at bruge os erhvervsmæglere. Især utidssvarende lokaler er svære at få lejet ud – groft sagt vil virksomheder i dag ikke overtage kontorer fra 1990’erne, selv ikke med reduceret leje. De vil have moderne indretning med lyse farver, med lavt energiforbrug, fx med led-lys og med godt indeklima, så udlejere med lidt ældre, ledige lokaler må i højere grad end før indstille sig på at investere i at energirenovere kvadratmeterne.”
”Vi kigger også ind i en tid, hvor det stagnerer med at omdanne de ældre kontorejendomme, eller dele af dem, til boliger. Det har hidtil været en typisk tendens i de større byer, men det er stort set slut nu, da renteniveauet gør det enormt udfordrende at skabe profit eller gå i nul på ombygningen.”
Søg centralt eller alternativt
Er du ude efter ledige m² til kontor, finder du flest kontorlejemål i Roskilde Kommune, hvor der er 41 ledige lejemål. Herefter kan virksomheder med fordel forsøge sig i Køge, Næstved eller Slagelse, hvor der i hver by findes ca. 30 ledige lejemål.
”Der er stadig stor efterspørgsel på velbeliggende lokaler i de ”lokale hovedstæder”, mens det er sværere at få udlejet lokaler med knap så gode beliggenheder og især kontorer i de mindre byer. Hvis et kontor med plads til 10 ansatte bliver ledigt i en mindre by som Lejre, så er der ikke mange om buddet – især fordi der i den type af byer ikke er ret mange virksomheder, der har brug for et lejemål kun med kontorlokaler. Desuden søger rene ”kontorvirksomheder” i oplandet ofte mod de lidt større byer, hvis de fx får brug for mere plads eller af andre grunde skal flytte,” siger John Borrisholt.
Samlet har Region Sjælland knap 8% af landets kontorarealer svarende til ca. 2,1 mio. m² – fordelt på små 1,5 mio. m² i Vest- og Sydsjælland og 644.000 m² i Østsjælland.
Hvad er kontortendenserne?