De senere år har en del investorer været aktive i Køge, Ringsted og Roskilde, og mange er begyndt at spejde længere ud på Sjælland. To eksempler er salg formidlet af EDC Erhverv Poul Erik Bech. I Slagelse har PFA købt en byggegrund med 27.000 m2 byggeretter og vil i etape 1 bygge friplejehjem, 44 familieboliger og 150 ungdomsboliger.
Det er første gang, en pensionskasse foretager en større investering i Slagelse. Købstaden har 34.000 borgere og er ifølge Morten Hansen begyndt at tiltrække investorer i kraft af stigende indbyggertal, en styrket position som uddannelsesby og et aktivt erhvervsliv i vækst.
Skælskør har omkring 6.500 indbyggere og kan også trække investorer til. Her stod Morten Hansen i efteråret selv for salget af Skælskør Ejendommes portefølje med 16 ejendomme med i alt 63 boliger samt 16 butiks- og erhvervslejemål til knap 70 mio. kr. Køberen var det familieejede ejendomsselskab Herbo fra hovedstaden.
”Vi ser en bred vifte af investorer fra de helt store pensionskasser til mindre, private investorer, som er trætte af de negative renter i bankerne. Der er fortsat stor interesse for boligudlejning, men flere har fået interesse for lager/ logistik, fordi tomgangen er meget lav og øget nethandel styrker efterspørgslen, som især er stor i Slagelse og Næstved. Udfordringen for os er at skaffe lager- og logistikejendomme med god beliggenhed,” fortæller Morten Hansen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Vestsjælland i Slagelse.
Han løfter samtidig lidt af sløret for en transaktion, som endnu ikke er blevet offentliggjort.
”Vi var i kontakt med en virksomhed, som ville etablere centrallager i Slagelse pga. beliggenheden tæt på motorvejen og den ret korte afstand til København og Fyn/Jylland. Det var ikke muligt at finde lokaler, og virksomheden ville ikke selv bygge. Men vi fandt byggejord og – via vores kontaktnet – en investor, så får virksomheden nu bygget helt nye lokaler og har indgået en lang lejekontrakt. Ved sådanne typer mægleropgaver kommer vores brede netværk og viden om investormarkedet virkelig i spil,” siger Morten Hansen.
Hent den nyeste udgave af vores magasin InvestorFokus her.