Efter 35 år på samme adresse på Nytorv i Aalborg flytter Søstrene Grene i løbet af 2024 til Algade 13-15, hvor aalborgenserne fremover kan glæde sig over ekstra kvadratmeter og en helt ny butiksoplevelse. Det fortæller Mikkel Grene, medejer og CEO, hvis forældre grundlagde Søstrene Grene i 1973:
“Da muligheden for at udvide så markant og kunne tilbyde vores trofaste kunder i Aalborg en ny stor og flot butik kom, kunne vi ikke sige nej. Butikken på Nytorv i Aalborg var en af de allerførste butikker, vi åbnede, uden for Aarhus. Derfor vil Aalborg også altid være et billede på begyndelsen af vores ekspansion.”
“Udover at det bliver Danmarks største Søstrene Grene, så kan vores kunder også se frem til en helt ny butiksoplevelse. Vi har over de sidste år udbredt et nyere butikskoncept kaldet Retail for the Senses, hvilket handler om at give kunderne en sanselig butiksoplevelse, hvor ens sanser bliver aktiveret gennem duften af træ, klassisk musik og de mørke vægge. Vi arbejder altid hårdt på at sørge for, at et besøg i vores butikker skal være en særlig oplevelse,” siger Mikkel Grene.
Et perfekt match
Trine Wagner, direktør hos Wagner Ejendomme, der udlejer den markante ejendom på Algade 13-15, siger: “Det er et ikonisk lejemål på den bedste placering i Aalborg. Det er en smuk ejendom med mange gode kvadratmeter fordelt på flere etager. Søstrene Grene kommer til at klæde ejendommen rigtig godt og derfor er Søstrene Grene også et perfekt match til lejemålet.”
“Vi er rigtig glade for at have fået Søstrene Grene ind som lejere. Det er et velkendt brand, som aalborgenserne allerede kender efter deres mange år i butikken på Nytorv. Det betyder meget for bylivet at få aktiveret butikslokalerne på de bedste placeringer, så det kan genere trafik og en strøm af mennesker på forretningsgaderne i Aalborg,” siger Trine Wagner.
Martin Brasholt Mikkelsen, Partner, ejendomsmægler, MDE hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, fortæller: “Vi er glade for at have hjulpet Søstrene Grene med at finde deres nye butik i Aalborg. Vi har gennem en længere periode haft en tæt dialog med Søstrene Grene ift. et større butikslokale, så da denne unikke mulighed opstod, var jeg ikke tvivl lejemålet var et match. Vi er rigtig glade for, at det nu er faldet på plads. Det er et meget attraktivt lejemål på den bedste placering i Aalborg med rigtig god synlighed. Stort tillykke til Søstrene Grene med deres nye lejemål.”