Familien Dalbøge har af flere omgange taget tilløb til at sælge hjørneejendommen på Rantzausgade og Steen Blichers Gade i Aalborg. Nu har familien efter flere års overvejelser taget det sidste skridt og solgt ejendommen.
“Vi har i familien flere gange talt om, at det ville give mening for os at sælge ejendommen i Aalborg. Alle vores andre ejendomme ligger i Aarhus, og derfor har udlejningsejendommen i Aalborg givet os logistiske udfordringer. Men det har været en svær beslutning, da ejendommen har været i familiens eje siden 1965, og det er virkelig er en smuk ejendom på en fantastisk beliggenhed,” fortæller Claus Dalbøge og fortsætter:
“Vi har haft et super samarbejde med EDC Erhverv Poul Erik Bech. Det var i starten lidt af en jungle at finde ud af, hvilke dokumenter der var nødvendige at fremskaffe ved salget, så der var mægler Michael Stilling en god og informativ hjælp. Derudover fik EDC pludselig som ekstraopgave at finde en ny lejer til ejendommen, da vores erhvervslejer undervejs i forløbet opsagde sit lejemål – og den del er også gået virkelig hurtigt og smertefrit – og nu har By Mølholt lejet erhvervslejemålet.”
En perle i Aalborg midtby
Udlejningsejendommen har et etageareal på 1.587 m2 og et grundareal på 379 m2 og består af to opgange med 18 lejemål, hvoraf et er erhvervslejemål og de resterende 17 er beboelseslejemål. Det fortæller Michael Stilling, partner i EDC Poul Erik Bech Aalborg:
“Det er en trofæejendom midt i Aalborg med mange flotte detaljer og pæne facader i røde sten mod gaden og gule mod gården. En mere sjældent udbudt hjørneejendom i tilsvarende pæn stand i Aalborg midtby er vanskelig at finde. Den er strømlinet og i pæn stand inde som ude. Ejendommen byder på mange flotte arkitektoniske detaljer bl.a. harmoniske karnapper, elegante kviste og vinduer med murede rundinger i stueplan. Derudover er der i 2013 bygget taglejligheder med altaner og smuk udsigt over Aalborg.”
“Ejendommen har en af Aalborgs absolut bedste beliggenheder, med gåafstand til midtbyens mange tilbud og faciliteter. Fra ejendommen er der kort afstand til det nye område ved Godsbanen og banegården, og det gør lejlighederne meget interessante for bl.a. studerende. Indenfor få år åbner en ny +BUS-linje med stop få meter fra ejendommen. Der er ligeledes gåafstand til samtlige af byens faciliteter – alt fra byens pulserende liv med masser af shopping og kulturelle tilbud til lækkert havnemiljø. Så der er virkelig tale om en perle af en ejendom med en prima placering.”
Der kører for øjeblikket tilbudspligt på boligudlejningsejendommen, og derfor overtager køber først ejendommen ved årsskiftet.