Velbeliggende kontorejendom i Greve midtby solgt til knap 55 mio. kr.

En centralt beliggende kontor- og undervisningsejendom i Greve er solgt til ejendomsselskabet MM Properties. Ejendommene er fuldt udlejet til primært undervisningsformål, som bl.a. EUC og VUC, og handlen til knap 55 mio. kr. er formidlet af EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Kontor- og undervisningsejendommene på Rådhusholmen 3-5 i Greve består af to røde murstensbygninger på 4.376 m2, som er opført i 2000. Køber er ejendomsudvikleren MM Properties, hvor CEO & Co-Founder, Marc Møller, siger:

”Vi er glade for at have købt disse to velbeliggende kontor- og undervisningsejendomme på en meget central placering i Greve. Vi har i forvejen to andre fuldt udlejede kontorejendomme blot få hundrede meter fra Rådhusholmen 3-5, så ejendommene passer rigtig godt ind i vores portefølje. Samtidigt er det solide ejendomme, der er i samme materialer, som de to øvrige ejendomme, vi har i Greve, og som vi har gode erfaringer med.”

”Rådhusholmen 3-5 er fuldt udlejede med gode stabile lejere. Strategien er ikke at lave for meget om, men at fortsætte med at leje ud til primært undervisningsformål. Vi vil gerne benytte muligheden for at takke mægler for et godt forløb ifm. handlen. Vi glæder os over købet og er ydmyge over for opgaven med at forvalte ejendommene fremadrettet.”

Lejerne er i øjeblikket EUC Sjælland, VUC, Greve Kommune, Distriktspsykiatrien samt Skolen Sputnik, der tilbyder dagbehandling for elever fra 6.-10. klasse med socio-emotionelle vanskeligheder og/eller ADHD.

Attraktiv bygning og kommune
Bjørn Gervø, projektchef og partner i EDC Projekt Poul Erik Bech siger: ”Vi ønsker parterne tillykke med handlen. Rådhusholmen 3 har et bygningsareal på 3.448 m2 på tre etager. Rådhusholmen 5 er på 926 m2 på to etager og begge ejendomme er fuldt udlejet til undervisnings- og kontorformål. Ejendommene er beliggende i Greve midtby, og der er kort afstand til offentlig transport samt gode og gratis parkeringspladser foran ejendommene, hvilket gør det nemt at køre til og fra arbejde/undervisning. Greve Station er blot 500 meter væk.”

Brian Skov Andersen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech, og som selv er bosiddende i Greve siger: ”Greve er en attraktiv erhvervskommune, som ligger centralt ved Køge Bugt lige ud til motorvejen med kun 30 minutters kørsel til København og 30-40 minutter med offentlig transport. Der bor mere end 50.000 indbyggere i kommunen, og indbyggertallet forventes at stige med 8,6% frem mod 2045. Kommunen har gode uddannelses-, indkøbs- og shopping muligheder, et godt kultur- og fritidsmiljø og en fantastisk natur med 8 km børnevenlig strand og to hyggelige havnemiljøer ved Greve Marina og Mosede Havn, så det er en dejlig by at både bo og arbejde i.”

Bjørn Gervø

Projektchef, partner, ejendomsmægler og valuar, MDE
Telefon: 58587052
Mobil: 20161913
E-mail: bge@edc.dk