Det er ikke nyt, at EDC arbejder med internationale kunder, men det er nyt, at virksomheden har en dedikeret international afdeling. Helle Nielsen Ziersen, partner og Head of International Relations i EDC International Poul Erik Bech, siger:
”Det første år er gået over forventning. Vi har masser af aktiviteter, og klienterne har fået øjnene op for, at vi faktisk har en dedikeret afdeling, som udelukkende servicerer internationale investorer og virksomheder. Vi har gennem årene opbygget et stærkt netværk af udenlandske investorer og samarbejdspartnere, så der er ikke fordi, vi først startede for ét år siden, men det er lykkedes på kort tid at brande os som en mere international virksomhed og opgaverne bliver flere og flere.”
”De udenlandske kunder har en anden tilgang end de danske, og som rådgiver skal du nu engang kunne sætte dig i kundens sted, uanset hvor kunden kommer fra, eller hvilken forhåndsviden kunden har. Det er som alle andre opgaver afgørende for resultatet, at vi leverer et dedikeret arbejde, så de kunder, der serviceres får en direkte og professionel service, og de får dag-til-dag svar, så de ikke føler de bare lander i en bunke på et skrivebord. Det har også medført, at åbningstiden i den internationale afdeling er udvidet, så vi ikke mister en dag pga. tidsforskel.”
En af de ting, den internationale afdeling i EDC International Poul Erik Bech også er lykkedes med er at løse mange opgaver sammen med en af verdens største ejendomsmæglervirksomheder, Jones Lang LaSalle (JLL), der i 2019 omsatte for over 123 mia. kr. og har 92.000 medarbejdere i over 80 lande.
”Vi har siden maj sidste år haft et tæt og fint samarbejde med JLL, hvor vi har gennemført en række sager, som vi har håndteret på tværs af grænser. Vi sender naturligvis også opgaver og danske kunder videre til JLL’s kontorer, så det går begge veje. Bl.a. er der flere danske investorer der nu igen kigger ind i markederne udenfor Danmark. Den største opgave med JLL har været at formidle salget af en logistikejendom i Sverige for et trecifret millionbeløb, og vi er også langt i forhandlingerne om en portefølje på 1,5 mia. kr., hvor vi dog på nuværende tidspunkt ikke kan uddybe så meget,” siger Helle Nielsen Ziersen.
Hun har netop haft 10 års jubilæum i EDC og fortsætter: ”Ligesom for vores andre kunder er det primært opgaver som Tenant representation, Buy-side (køberrådgivning), Valuation, Capital Market og i særdeleshed Off-market-handler, hvor vi med vores brede netværk og landsdækkende Køber-/Lejerkartotek håndterer off-market transaktioner på en diskret og fortrolig måde.”
EDC International har mange opgaver i hele Danmark, hvor EDC adskiller sig fra konkollegerne ved at være den eneste landsdækkende erhvervsmæglervirksomhed. Helle Nielsen Ziersen siger:
”Lokalkendskab er vigtigt, og vi kan se på sagerne med JLL, at vi i allerhøjeste grad har glæde af, at vi er en landsdækkende virksomhed. Det er langt fra kun et københavnersamarbejde, da ca. en tredjedel af sagerne har været uden for hovedstadsområdet. Vi har mange igangværende opgaver indenfor alle ejendomssegmenter sammen med JLL. Samtidig har vores Research-afdeling bidraget til en række rapporter og udarbejdet skræddersyede analyser for JLL og internationale kunder. Vi oplever også, at der er flere og flere danske investorer, der ønsker at købe eller leje ejendomme i udlandet, hvilket vi også hjælper med gennem JLL.”
I februar 2020 blev rapporten ’JLL Nordic Outlook – spring 2020’ eksempelvis udgivet om det nordiske ejendomsmarked, hvor EDC bidrog med den danske del af markedet. I den anledning blev der også afholdt et fælles gå-hjem-møde i København sammen med JLL.
Helle Nielsen Ziersen siger afslutningsvis: ”Det er heller ikke en overraskelse, at vi sammen med JLL lige nu forventningsanalyserer, hvordan verden kommer til at se ud på den anden side af COVID-19, fordi vi kommer til at se forandringer i Danmark i lighed med i udlandet. Vi tegner ikke et dystert billede, men det er et billede af en verden i forandring.”