EDC Poul Erik Bech er meget mere end mæglerarbejde. Bag mæglerne sidder blandt andre Jesper Gram Hartlev, der både skal gøre mæglernes arbejde lettere og sikre, at virksomheden konstant er i udvikling.
På anden etage på Bremerholm 29 i indre København sidder Jesper Gram Hartlev til dagligt og sørger for, at EDC Poul Erik Bech er i konstant udvikling. Det er nemlig hans ansvar som Head of Business Development and Sales Support, at virksomheden kan følge med i en teknologisk hverdag, der ikke står stille. Jesper blev fastansat for nogle år side, kort efter han afsluttede sin kandidat i finansiering og regnskab på CBS.
I sin hverdag på anden etage er Jespers opgave hele tiden at tænke forretning og udvikling. Det giver varierede arbejdsdage, og det fungerer som en stor motivationsfaktor for ham.
”Back office er spændende. Det handler om at have mange bolde i luften, tænke nyt, udvikle kompetencer og effektivisere virksomhedens og mæglerens processer, så vi kan skabe det bedst mulige resultat for kunderne,” fortæller han.
Jesper er glad for tal, og til hverdag arbejder han både med interne og eksterne undersøgelser, udvikling af vurderingssystemer og bearbejdning af data fra forskellige kilder til analysearbejde.
”Vi bearbejder tallene og kombinerer dem for at finde frem til relevante data. Hvad betyder de data, vi identificerer, og hvordan kan vi bruge dem til det videre arbejde? For at kunne give vores mæglere den bedste værktøjskasse, så de kan bruge deres tid bedst muligt, er vi nemlig nødt til også at forstå markedet og have fingeren på pulsen.”
”Forståelsen for markedet sikrer også, at mæglerne altid giver den bedst mulige rådgivning til vores kunder, og jeg hjælper fx mæglerene med at levere makroanalyser og statistikker helt ned på byniveau, som giver kunden alt relevant information omkring ejendommen eller porteføljen. Dette betyder også, at vi er proaktive og undersøger potentielle muligheder eller trusler, som kunden skal være opmærksom på. Vi er med hele vejen rundt,” siger Jesper om de opgaver, som han og hans ni andre kollegaer i afdelingen beskæftiger sig med.
Udover en fleksibel hverdag sikrer den brede vifte af arbejdsopgaver også, at udviklingsmulighederne er gode.
”Jeg kan både mærke på mig selv og mine kollegaer, at vi udvikler os, når vi hele tiden får mere erfaring i baggagen. Det åbner op for mange spændende muligheder, fordi vi har så meget at byde ind med. Alt det ansvar, jeg kan og vil tage, får jeg også,” påpeger han.
Jesper vil anbefale andre, at arbejde for en mæglervirksomhed, når man er uddannet i fx økonomi eller finansiering.
”Her er vi hands-on på processerne i virksomheden. Vi ved præcis, hvad der foregår, og det gør det meget lettere at se den større sammenhæng mellem de forskellige opgaver og projekter. Man kan virkelig se, hvordan man bidrager til forretningens succes. Derfor er det også vigtigt at have gåpåmod og være kreativ og idérig – for mulighederne for personlig udvikling er enormt store herinde. Det er kun én selv, der sætter begrænsninger for ens ansvar og udvikling,” slutter Jesper.