Landbrugets resultat næsten halveret i 2023
Driftsresultatet for heltidslandbrug blev 1,6 mio. kr. pr. bedrift i 2023, hvilket næsten er en halvering i forhold til 3,1 mio. kr. i 2022. Det er alligevel det næstbedste resultat de seneste ti år. Især en stigning i finansieringsomkostninger på 1 mio. kr. til 1,7 mio. kr. påvirkede det gennemsnitlige resultat negativt. Finansieringsomkostningerne, med indregnede konverteringsgevinster, ramte i 2022 det laveste niveau siden finanskrisen. Konverteringer af realkreditlån med lav pålydende rente har reduceret landbrugets gæld. Det har i 2023 til gengæld betydet øgede rentebetalinger, hvilket samlet set gav renteudgifter i procent af gælden på det højeste niveau siden 2008-2009.
5.000 færre heltidsbedrifter på ti år
I 2023 var der 6.247 heltidslandbrug, hvilket er 5.000 færre end for ti år siden. Faldet er sket for konventionelle bedrifter, da antallet af økologiske heltidsbedrifter er uændret med ca. 630 bedrifter. For bedrifter med svin er der især blevet færre bedrifter specialiseret i slagtesvin. Der var ca. 1.300 bedrifter med specialisering i slagtesvin i 2013, mens der i 2023 var lidt under 600 tilbage. Der er nu flere svinebedrifter (632), hvor der alene er smågriseproduktion.
Dårligt vejr og lavere priser i 2023
2023 bød på vanskelige vejrforhold for planteavlen med først tørke i vækstperioden og siden megen nedbør. Samtidig faldt priserne på fx korn, raps og mælk. Det betød, sammenholdt med førnævnte forøgelse af finansieringsomkostningerne, at driftsresultatet faldt med 2,0 mio. kr. til 0,6 mio. kr. for driftsform planteavl i 2023. For malkekvæg faldt driftsresultatet med 2,8 mio. kr. til 2,0 mio. kr. for konventionelle bedrifter og med 2,5 mio. kr. til 1,0 mio. kr. for økologiske bedrifter.
Meget stærkt resultat for bedrifter med smågriseproduktion
Smågrise kunne i 2023 afsættes til en gennemsnitspris på 651 kr. for salg til hjemlige aftagere eller til eksport. Det medvirkede til et rekordniveau på 5,2 mio. kr. i driftsresultat for smågriseproducenter, hvilket er 1 mio. kr. bedre end det hidtil bedste år: 2019. For bedrifter specialiseret i slagtesvin (med indkøb af smågrise) faldt driftsresultatet derimod til 1,6 mio. kr. mod 3,4 mio. kr. året før. Situationen med høje priser på smågrise underbygger dermed udviklingen mod større eksport af grise og færre slagtninger i Danmark og bedrifter med slagtesvin.
Afkastningsgrad og resultat efter ejeraflønning
Afkastningsgraden blev i gennemsnit for heltidslandbrugene 4,5% i 2023. Den varierede fra 2,6% for planteavl til 6,9% for svin (9,6% for smågriseproducenter). For både planteavl, malkekvæg og svin var der positive driftsresultater efter ejeraflønning, hvilket svarer til en positiv opsparing for året.
Negativt driftsresultat for deltidsbedrifter
Antalsmæssigt er der med lidt under 10.000 deltidslandbrug flere, end der er heltidslandbrug i Danmark. De er overvejende koncentreret om planteavl og har ikke så stor betydning for den samlede landbrugsproduktion. Driftsresultatet for deltidsbedrifter blev i gennemsnit på -71.000 kr. i 2023 efter tre år i 2020-2022 med positive driftsresultater.
Regeringen og parterne i Grøn trepart indgår historisk Aftale om et grønt Danmark
Regeringen og parterne i den grønne trepart er enige om et langsigtet grundlag for omlægning og omstilling af Danmarks arealer og af fødevare- og landbrugsproduktionen. Indsatserne i aftalen vil reducere landbrugets udledninger af drivhusgasser og bidrage til at indfri Danmarks 2030-klimamål samt sikre bedre vilkår for natur, biodiversitet, vandmiljø og drikkevand.
Det skal bl.a. ske ved en historisk arealomlægning og en afgift på udledninger fra husdyr. Samtidig er det hensigten, at aftalen skal sætte retningen for et mere bæredygtigt, højteknologisk og arealeffektivt landbrug med konkurrencedygtighed og gode arbejdspladser i hele landet.
_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
Fakta: Hovedindhold i Aftale om et grønt Danmark
_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
Landbrugsstyrelsen: Nu kan du søge permanent ekstensivering
Du kan søge permanent ekstensivering, hvis du vil have tilskud til at udtage landbrugsjord og dermed mindske udledningen af kvælstof og CO2 og fremme biodiversiteten. Du kan søge permanent ekstensivering i perioden 2. september til 31. oktober 2024. Overvejer du at lave tiltag for at forbedre klima, miljø eller biodiversitet på din bedrift, kan du på Landbrugsstyrelsens hjemmeside søge om tilskud til permanent at udtage landbrugsarealer med ordningen Permanent ekstensivering.
Du vil få udbetalt et engangsbeløb på enten 82.500 eller 35.500 kr./ha afhængig af, om arealet har været et omdriftsareal eller haft status som permanent græs i perioden 2021-2023.
Når du indgår i ordningen, forpligtiger du dig bl.a. til, at du ikke bruger pesticider og gødning på arealet, ligesom du ikke må omlægge eller jordbehandle arealet. Du skal opfylde disse krav i både tilsagnsperioden i 2025 samt permanent derefter, da vi tinglyser en servitut med disse betingelser. Det vil også fremgå af servitutten, at du er forpligtiget til at indgå i et vand-, klima- eller lavbundsprojekt, hvis dit areal bliver omfattet af et sådant projekt.
Du må gerne lade arealet afgræsse eller tage slæt, og du kan også lave tiltag for at forbedre biodiversiteten fx ved i 2025 at udså hjemmehørende arter på arealer, hvor der er lav naturværdi.
Du søger permanent ekstensivering i et særligt ansøgningsskema, som du kan finde i Tast selv på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.
___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________