Familien Snedker Ellegaard har for nyligt taget turen fra Vesterbro i København til Odsherred i Nordvestsjælland. ”Det er gået fantastisk, vi er glade hver dag, og det har været det bedste for vores familie. Vi har boet i landbrugsejendommen i et par måneder nu, hvor vi har 4-5 naboer tæt på, og vi har allerede talt med flere naboer, end vi gjorde i byen. Så vi oplever en langt større åbenhed på landet, hvor folk i byen er mere lukkede og passer sig selv. Det sætter vi stort pris på,” siger Jesper Snedker Ellegaard og fortsætter:
”Vi er begge fra Jylland, men har boet 25 år i København. For 6 år siden købte vi sommerhus i Sejerøbugten, som vi blev rigtig glade for. Vi elsker området, så vi ville gerne købe et fritidslandbrug i området, så vi har ikke kigget andre steder og har nu solgt sommerhuset og købt hus på landet. Man kan sige, at corona var med til at speede processen op, da vi opdagede, vi godt kunne undvære København, da det var meget bedre at være i sommerhus, end at sidde i en lejlighed i København. Vi var flyttet på et tidspunkt alligevel, men det er gået hurtigere, og det var et godt tidspunkt, da vores datter er 9 år. Det er gået virkeligt godt. Hun går nu på en friskole 1½ km væk, så hun har mange nye venner og legeaftaler, så det er fantastisk.”
Familien solgte sin lejlighed i København, som godt nok var en andelslejlighed og solgte også sommerhuset, så det er ikke billigere end før, men til gengæld får de mere have, natur, frisk luft, landbrugsjord, ro og rideheste. Jesper siger:
”Vi får mere for pengene her på landet, men sammenlagt sidder vi ikke billigere. Men vi er superglade for vores valg og muligheden for at flytte ind i dette dejlige fritidslandbrug med 6,5 hektar landbrugsjord med fred og ro og ingen larm. Jeg vil gerne være økologisk fritidslandmand, og vi skal også have et par heste, da både min hustru og datter ridder. Jeg har talt med en økologisk landmand i området og skal også tale med restauranter og andre for at se, hvilke afgrøder og grøntsager, som de gerne vil aftage, så det glæder jeg mig til, og jeg drømmer allerede om lidt mere landbrugsjord.”
Men landbruget skal passes i fritiden, da arbejdet stadig kalder. ”Vi arbejder begge stadig i København, og sommerhuset var med til at vise, at vi godt kunne få en hverdag til at hænge sammen på den måde. Jeg arbejder i et IT-firma og arbejdede allerede inden corona rigtig meget hjemmefra, mens jeg er i København 2-3 dage om ugen. Det samme for min hustru, der har sit eget lille rengøringsfirma. Hun arbejder 3 dage om ugen i København, og ordner ellers alt planlægning og administration hjemmefra. Vi prøver så vidt muligt at køre udenfor myldretiden, så det tager godt en time til byen, men ellers er det normalt 1½ time.”
”Men det er det hele værd, da vi får lækker natur og åbne vidder. Nu har vi jo indtil videre kun boet her i den lyse og gode periode, så det bliver spændende at se, når det for alvor bliver mørkt og koldt, men det tænker jeg, at vi nok skal komme igennem, da vi er meget glade for at flytte på landet.”
Internationale undersøgelser viser gang på gang, at vi danskere er blandt de lykkeligste folk i verden. En undersøgelse fra Gallup og Realdania viser samtidigt, at det herhjemme er folk, der bor på landet, der topper tilfredshedsstatistikerne. For at bo på landet med masser af natur, skov og marker gør ekstra godt for sjælen med mindre stress og jag – og så betyder ejendomspriserne selvfølgelig også noget.
En undersøgelse fra Gallup og Realdania viser, at folk der bor i landdistrikterne – altså i landsbyer med under 200 indbyggere – oplever, at hele 82% har ’en høj livskvalitet’. Det samme tal for alle danskere er 76,8% og hos københavnere er andelen 74,7%.
Landbrugschef Frank Poll, EDC Landbrug Poul Erik Bech siger: ”Vi har mange kunder, der kommer fra København eller andre store byer og har taget et aktivt valg om at flytte på landet til et fritidslandbrug. Kunderne gør det primært for at komme tættere på naturen, få mere ro – og så betyder det selvfølgelig også noget, at man får langt mere for pengene. Både flere kvadratmeter i huset, men også ofte større have og tæt på natur og dyreliv.”
”Generelt er priserne lavere på landet, så mange behøver måske ikke to store indkomster, og de er derfor mindre afhængige, og dermed også er med til at frigive tid og ressourcer til familien. Kvadratmeterpriserne på boliger på landet er 6-7, ja nogle gange op til 10 gange mindre end i byerne, og så er der ofte en stor have med, når man køber hus på landet, så ingen tvivl om, at priserne betyder meget.”
”Samtidigt ser vi også en coronatendens, hvor det er mere acceptabelt at arbejde hjemme, så det er nemmere at få familielivet til at gå op, hvis man fx arbejder i byen og har 2-3 hjemmearbejdsdage om ugen. Det kan være med til, at flere flytter ud af byen, så de får mere plads, ro og natur.”