Hvordan skaber en forsikringsmægler værdi i landbruget?

Forsikringer er og bliver mere komplekse. Det er ofte noget, der tager tid, er dyrt, kan være uoverskueligt, og når skaden så sker, dækker dit forsikringsselskab ikke. Det er den opfattelse, vi ofte møder i forskellige sammenhænge. Hvad kan du gøre ved det? Hvordan kan du frigøre den tid, du bruger, og omsætte tiden til noget brugbart direkte i din bedrift? Det korte svar er at lægge opgaven hos en forsikringsmægler, som er og skal være uvildig og uafhængig af forsikringsselskaberne.

Denne artikel er skrevet af Claus Hornuff, forsikringsmægler, Din Forsikringsmægler ApS

At vælge en forsikringsmægler til at passe forsikringerne på din bedrift handler rigtig meget om tillid mellem kunden og forsikringsmægleren. Når du vælger at bruge os i Din Forsikringsmægler, gennemgår vi bedriftens og jeres private forsikringer for at sikre, at de er som ønsket og anbefalet i den aktuelle situation.

Landbrugsbedriften er dagligt udsat for risici. Her gælder det om, at du er på forkant med skadesforebyggende tiltag som god vedligeholdelse af ejendomme og maskinpark, og at du har beredskabsplan klar, hvis skaden sker. På den måde kan du som landmand i videst muligt omfang være med til at begrænse evt. skader, hvis skaden sker.

Det samme gør sig gældende for dine forsikringer. De bør holdes ajour løbende, så den aktuelle drift og øvrige forhold fremgår af policerne. Vi ser ofte, at forsikringer ikke er ajourført, og der dermed opstår huller i dækningerne, som i sidste ende påvirker erstatningen ved en skade. Det er dig som landmand, der har ansvaret for, at dine forsikringer er korrekte, når skaden sker.

Samlet forsikringsløsning
Når samarbejdet med os som forsikringsmægler er sat i søen, skal vi ikke kun sikre de korrekte forsikringer her og nu. Vi er i løbende dialog med både dig som kunde og forsikringsselskaberne i forhold til at optimere den samlede forsikringsløsning. Vi holder et møde minimum en gang årligt for at samle op, herunder omkring fremtidsplaner, skal der bygges, ændres besætningens størrelse eller helt anden type besætning, mere eller mindre jord drives, forpagtes ud eller andre forhold, der påvirker dine forsikringsforhold på ejendommen. Det er ikke kun de materielle ting, der er i fokus. Som producent er du afhængig af dine medarbejdere. Her ser vi også på sundhedsforsikring, sygedriftstabsforsikring og pension for at sikre dig, dine medarbejdere og din bedrift bedst muligt.

Skader, udbud, administration
Vælger du at bruge en forsikringsmægler, er det vores opgave at sikre, at policer og dækninger er ajourført og stemmer overens med din bedrifts behov. Vi repræsenterer dig og dine interesser over for forsikringsselskabet, imens en assurandør repræsenterer forsikringsselskabet. Nå du vælger at bruge os som forsikringsmægler, er vi med både, når forsikringerne etableres, og hvis skaden sker. Vi tager dialogen med forsikringsselskabet og bistår med hjælp ved at anmelde en potentiel skade. Ofte går skadesbehandlingen som aftalt og ønsket. Men i enkelte tilfælde kan der opstå uenighed, og der er vi som forsikringsmæglere med inde over og tager dialogen, så vi sikrer, at du får den erstatning, du har krav på i henhold til gældende police og forsikringsbetingelser.

De fleste etablerer deres forsikringsaftale for enten tre eller fem år. Når aftalen udløber, har du flere muligheder. Enten forsætter aftalen for en ny periode efter genforhandling, eller også er det tid til, at vi holder en udbudsrunde i markedet for at få konkurrencedygtige tilbud på dine forsikringer. At spørge andre forsikringsselskaber er ikke det samme som, at et skifte skal ske, men det er også et tjek på dækninger og præmier på dine bestående forsikringer. Der er forskellige deadlines, som skal overholdes over for dit nuværende forsikringsselskab. Det er vores opgave som forsikringsmægler, at de overholdes i forhold til opsigelser eller evt. fritstilling. Der findes både generalist og specialistforsikringsselskaber på markedet, så du skal ikke nødvendigvis købe dine enkelte forsikringer i samme selskab.

Behovsanalyse og udbudsmateriale
Når du vælger at benytte en forsikringsmægler, laver vi et udbudsmateriale ud fra en behovsanalyse, som vi udarbejder i samarbejde med dig. Sammen vælger vi de forsikringsselskaber, vi ønsker tilbud fra. Når tilbuddene kommer ind fra de enkelte selskaber, sætter vi dem op i en form, hvor du kan se, hvad de enkelte selskaber tilbyder, til hvilken pris, og hvilke krav de evt. har til sikring, skadesforebyggede tiltag mv. Ligeledes laver vi en anbefaling, der tager højde for de nævnte ting holdt imod den årlige præmie.

Du skal betragte os som forsikringsmæglere på lige fod med din planteavls- eller økonomikonsulent – altså som en del af den daglige rådgivning, så du kan koncentrere dig om det væsentlige, nemlig af drive din bedrift så optimalt som muligt.

Når vi overtager pasning af dine forsikringer, overtager vi samtidig den daglige administration. Det betyder, at vi gennemgår policer og opkrævninger, inden de kommer til jer til betaling. På den måde sikrer vi, at det modtagne er overensstemmelse med det, som er aftalt og ønsket. Honorar for at bruge forsikringsmægler er typisk helt eller delvist finansieret af forsikringsselskaberne, som følge af vores overtagelse af administration mv.

 

Fritids-, hesteejendomme og forsikring
Har du et fritidslandbrug med fx opstaldning af heste for andre, eller du har en rideskole, så er det vigtigt, at forsikringsforholdene er korrekte i forhold til din aktuelle aktivitet. Det gælder naturligvis for både ejendommen, egne heste og øvrigt løsøre som maskiner, redskaber etc., men det skal også sikres, at de opstaldede/fremmede heste har forsikring. Som din forsikringsmægler er vi med til at sikre, at du har den korrekte forsikringsdækning, og der ved evt. opstaldede heste er klarhed over, hvilke forsikringer som ejer af hesten skal sikre. Fx kan det være forsikring af sadler som lejere af staldplads har, og som opbevares på ejendommen.

Fremtidens produktionslandbrug og forsikring
De senest 20-30 år er strukturudviklingen i dansk landbrug gået meget stærkt. Der bliver færre fuldtidsbedrifter i Danmark, og samtidig ser vi en specialisering og øget kompleksitet i landbruget. Udviklingen betyder, at behovet for de rigtige forsikringer bliver både større. I det daglige på din bedrift er det store værdier, som du skal håndtere: Bygninger, maskinparker og besætninger, der bliver større og større. Samtidig betyder udviklingen i branchen, at CSR og ESG fremadrettet vil være forhold, som forsikringsselskaberne vil se på ved kravene til skadesforebyggelse og prissætning af forsikringerne på din bedrift. Her anbefaler vi at have et samarbejde med Din Forsikringsmægler, da vi har overblikket og effektivt kan købe de korrekte forsikringer hjem til den aktuelle situation – fx ved køb af ejendomme på auktion, i almindelig frihandel mv.

Vil du vide mere, kontakt forsikringsmægler Claus Hornuff på +45 22736228 eller clh@dinforsikringsmaegler.dk