Siden 1970 har familien Søgaard drevet Hjortevangsgaard, som over årene har udviklet sig til at være en stor og veldrevet kvægejendom. I 1992 overtog Peter Søgaard hele ejerandelen af gården fra sin far og har siden, sammen med sin kone Lisa Nielsen, drevet kvægejendommen videre i bedste velgående.
Peter Søgaard fortæller: ”Efter et par år, hvor jeg drev gården sammen med min far, overtog jeg hele styringen i 1992. Vi startede med at have 60 jerseykøer, og i dag har vi 195 jerseykøer, som lever et godt og sundt liv. Kvægejendommen er en velholdt ejendom, hvor min familie og jeg har tilbragt mange herlige timer. Men alt godt har en ende, og derfor har vi besluttet os for at sætte familiegården gennem mange år til salg.”
Yngre kræfter skal ind
”Jeg har drevet kvæggården i over 30 år, så inden jeg kører træt i det, og mens der stadig er tid og overskud, føler jeg, det er tid til at sælge gården. Jeg bliver desværre ikke yngre, og vi har ikke nogen i familien, som har tid og lyst til at overtage gården. Så i stedet for at gro fast på gården er det tid til et generationsskifte, så der kan komme nye yngre kræfter ind. Når man har brugt så mange år på at udvikle gården, kan man ikke undgå at have lidt følelser indblandet. Derfor håber jeg også, at vi kan finde nogle nye ejere, som lever og ånder for, at køerne har det godt, akkurat som vi har gjort det. Vi vil selvfølgelig være til rådighed i overgangsperioden og er kun interesseret i, at det bliver en god og gnidningsfri proces,” fortæller Peter Søgaard og påpeger, at han ikke ville kunne have klaret dagligdagen på gården alene:
”Jeg har heldigvis haft min kone Lisa Nielsen og fodermester Morten Andersen med på rejsen. Vi har alle tre en utrolig passion for, at køerne har det godt, og vi er meget opmærksomme på, at køerne yder deres bedste. Min kone står for kalvene og Morten Andersen har ansvaret for køerne og reproduktionen. Uden dem ville vi ikke have opbygget en så stærk og veldrevet forretning, som det er.”
Peter Søgaard og Lisa Nielsen er bosat i stuehuset på Hjortevangsgaard, som er opført i 1800 og har et boligareal på 226 m². Stuehuset er gulmalet med sort bindingsværk og sorte sprossede vinduer og stråtag.
Flotte nøgletal
Den store bevågenhed på køerne har resulteret i flere flotte nøgletal, endda i sådan grad at køerne på gården blev fremhævet og hædret i 2022. I sidste ende handler det dog om, at køerne har det godt, fortæller Peter Søgaard:
”Vores arbejde med køerne er blevet bemærket. I 2022 blev vi hædret, da vi opnåede en gennemsnitlig livsydelse på 21,1 kg EKM (energikorrigeret mælk) pr. levedag. Det rakte til en førsteplads blandt de 124 andre mælkeproducenter, som vi sammenligner os med. Vi er selvfølgelig glade og stolte af hædringen, men vi er også overbeviste om, at det hele bunder i, at køerne har det godt. Når der er det mindste med en ko, tager vi koen over i vores aflastningsboks med dybstrøelse, der er lokaliseret midt i stalden. Så kan vi nemt holde øje med koen og vurdere, om den har brug for hvile eller tilkalde en dyrelæge, hvis der er brug for det.”
Af andre bemærkelsesværdige nøgletal kan nævnes, at dødeligheden blandt både køer og kalve er meget lav sammenlignet med gennemsnittet i branchen. Mælkeydelsen er også over gennemsnit med 10.035 kg EKM leveret pr. årsko, mens gennemsnittet er på 9.378 kg EKM.
Gode forudsætninger
Ifølge Frank Poll, Landbrugschef hos EDC Landbrug Poul Erik Bech, der formidler salget af gården, er der gode forudsætninger for at videreføre den veldrevne kvægejendom:
”Det er en utrolig veldrevet kvægejendom, som Peter Søgaard og hans familie har skabt. Det kræver en del plads og bygninger, at holde driften med 195 jerseykøer i gang, men der er gode driftsbygninger som hjælper driften på vej. Der er en stor stald på 3.300 m² med en kapacitet på 200 sengebåse. Der er en central fodergang i midten og henholdsvis sengebåsstald og malkecenter i den ene side og kviestald i den anden side. I enden af stalden er der et separat afsnit til kalvene.”
”Ejendommen overtages going concern i fuld drift. Med i handlen følger besætning på overtagelsesdagen og alle beholdninger af foder og andre hjælpestoffer. Der er høstet græsensilage og en stor majshøst af god kvalitet, så de fire store siloer er fyldt op med grovfoder til det kommende år. De ældre driftsbygninger på ejendommen benyttes som lager til halm og foder og så er der to åbne gyllebeholdere på henholdsvis 820 m³ og 2.500 m³. Der er en ældre maskinpark, primært til anvendelse ved håndtering af foder og alle maskiner medfølger i handlen. Alt i alt er faciliteterne i orden, og det er en rigtig god mulighed for drive et meget velfungerende landbrug videre,” siger Frank Poll.
Kvægejendommen ligger tæt på Kostræde Banker, som er en lille landsby med bl.a. supermarked. Tilhørende jord ligger ud til Dybsø Fjord og ikke langt fra ejendommen ligger Svinø badestrand.