To søstre flytter på landet i bofællesskab med mænd og børn

Troels Østergaard (40) er født i København, siden boet i Præstø, men de sidste 20 år har han boet i hovedstaden. Nu er han flyttet på landet med hustru og to børn i et stort og velholdt fritidslandbrug. Men de er ikke flyttet alene ind i den 300 m² landbrugsejendom. De er nemlig ved at renovere stuehuset til to familier, da hustruens søster, mand og to børn også er flyttet ind. EDC Landbrug Poul Erik Bech har formidlet handlen.

To familier har købt en velholdt og dejligt beliggende landbrugsejendom i Rislev i Næstved Kommune. Fritidsejendommen på 296 m2 og en kælder på 18 m2 og 8 ha landbrugsjord, hvoraf de 6 ha er bortforpagtet, blev opført i 1912 og gennemrenoveret i 2016, og nu altså igen i 2021.

Troels Østergaard siger: ”Min hustru Nina er vokset op på en gård i Næstved-området med sin søster Mie, og i starten var planen, at vi ville bygge ud på familiens slægtsgård, så der blev plads til os alle, men det viste sig at blive for besværligt pga. landzoneregler. Derfor måtte vi sadle om og fik ideen til at flytte til et fritidslandbrug, hvor begge familier kunne bo i fællesskab, så derfor gik jagten ind på at finde det rigtige i området, og da beslutningen var taget, var der ikke langt fra ide til handling.”

”Vi havde set på det dejlige hus udefra, og syntes egentlig, at der var for lidt natur og have, da vi gik forbi og så det en dag. Men vi valgte alligevel at få en fremvisning af EDC Landbrug Poul Erik Bech, og hurtigt kunne vi se de mange gode muligheder for os på landbrugsejendommen, og på bagsiden af huset er der en kæmpe have, så der var alt den plads og natur, som vi ønskede, men som vi altså ikke lige kunne se udefra.”

Mindre hamsterhjul og mere ro

Troels flyttede med hustru Nina og to børn, Laust (4) og Aksel (2), ind i landbrugsejendommen i marts 2021 og i sommer flyttede svigersøster Mie, mand Christian, Mads (12) og Nete (9) med. De er nu i fuld gang med at renovere stuehuset med opdeling til begge familier, så de får egne køkkener og badeværelser.

”Vi står for en stor del af renoveringen selv, så der er stadig fuld gang i den, og vi glæder os til at vi kommer ordentligt på plads, så vi i højere grad oplever noget af den ro og det overskud, som vi søger på landet. Den største omvæltning er nok for mig og min hustru, der de sidste 20 år har boet i København. Vi var egentlig glade og tilfredse, og jeg troede selv, at jeg skulle bo resten af mine dage i København. Men landet kan noget andet end byen, og det er gået fantastisk godt, og vi er meget glade for beslutningen. Det er det rigtige, vi har gjort for familien.”

”Her under ombygningen har vi set endnu mere til hinanden, da huset er under ombygning, og vi derfor er endnu tættere sammen, end når vi kommer i mål. Vi hygger os, og det går rigtig godt, og vi er alle klart fortrøstningsfulde for fremtiden. Vi har en stærk fornemmelse af, at der bliver mindre hamsterhjul og kommer mere ro på. Samtidigt kan vi i familierne hjælpe hinanden og hente og bringe, købe ind og lave mad en gang imellem, så det skal med tiden gerne give os alle mere overskud, så vi kan lave de ting, vi gerne vil som familie,” siger Troels, der stadig arbejder to dage om ugen i København og på den måde kan få tingene til at gå op, mens de tre andre arbejder i Næstved-området.

Ro og rammer

Om fordelene ved at bo på landet, siger han: ”Vi kan skabe bedre rammer for vores liv, og vi kan tilbyde noget andet til vores børn end 75 m2 i en lejlighed på Nørrebro. Der er ingen tvivl om, at vi får betydeligt mere for pengene på landet. Vi kunne godt lide at bo og arbejde i København, men vi søgte noget andet. Svigersøster og familien boede allerede på landet, men i en mindre by end her i Rislev, så for dem og børnene, virker det også til, at flytningen er gået godt, og børnene er kommet på en større skole med flere legekammerater. Det er samtidigt en ret hyggelig by med gærdekær og flinke naboer omkring.”

”For børnene er det fantastisk at flytte på landet, og de kan bare lege udenfor. Nu render de bare rundt og leger og tager på opdagelse i vores lille skov, som er kæmpestor for sådan nogle små børn, så vi får også en masse naturoplevelser med dyreliv og frisk luft, så vi er meget tilfredse med de nye, landlige omgivelser.”

 

Fra by til land: Folk på landet er mere lykkelige

Internationale undersøgelser viser gang på gang, at vi danskere er blandt de lykkeligste folk i verden. En undersøgelse fra Gallup og Realdania viser samtidigt, at det herhjemme er folk, der bor på landet, der topper tilfredshedsstatistikerne. For at bo på landet med masser af natur, skov og marker gør ekstra godt for sjælen med mindre stress og jag – og så betyder ejendomspriserne selvfølgelig også noget.

En undersøgelse fra Gallup og Realdania viser, at folk der bor i landdistrikterne – altså i landsbyer med under 200 indbyggere – oplever, at hele 82% har ’en høj livskvalitet’. Det samme tal for alle danskere er 76,8% og hos københavnere er andelen 74,7%.

Landbrugschef Frank Poll, EDC Landbrug Poul Erik Bech siger: ”Vi har mange kunder, der kommer fra København eller andre store byer og har taget et aktivt valg om at flytte på landet til et fritidslandbrug. Kunderne gør det primært for at komme tættere på naturen, få mere ro – og så betyder det selvfølgelig også noget, at man får langt mere for pengene. Både flere kvadratmeter i huset, men også ofte større have og tæt på natur og dyreliv.”

”Generelt er priserne lavere på landet, så mange behøver måske ikke to store indkomster, og de er derfor mindre afhængige, og dermed også er med til at frigive tid og ressourcer til familien. Kvadratmeterpriserne på boliger på landet er 6-7, ja nogle gange op til 10 gange mindre end i byerne, og så er der ofte en stor have med, når man køber hus på landet, så ingen tvivl om, at priserne betyder meget.”

”Samtidigt ser vi også en coronatendens, hvor det er mere acceptabelt at arbejde hjemme, så det er nemmere at få familielivet til at gå op, hvis man fx arbejder i byen og har 2-3 hjemmearbejdsdage om ugen. Det kan være med til, at flere flytter ud af byen, så de får mere plads, ro og natur.”

Frank Poll

Landbrugschef, forstkandidat, ejendomsmægler, MDE
Telefon: 58587709
Mobil: 22146528
E-mail: fpo@edc.dk