Boligbutikken EDC Langeland har eksisteret siden 1995 og bliver nu en del af EDC Poul Erik Bech, der er Danmarks største og eneste landsdækkende mæglervirksomhed med 19 erhvervscentre, nu 80 boligbutikker og mere end 600 medarbejdere. Indehaver Benny Boesgaard siger:
”Jeg har arbejdet 24 år i EDC Langeland og været medejer i 10 år. Sammen med den anden medejer Per Andersson blev vi enige om, at det var det rigtige tidspunkt at sælge nu, og da Per har passeret de 70 år, har han valgt at benytte salget til at gå på pension. Jeg er selv 60 år og fortsætter som medindehaver, da jeg har mange gode år i mig endnu, og at blive en del af EDC Poul Erik Bech giver mig ny energi, inspiration og motivation med stærk tro på fremtiden, da det vil udvikle og styrke vores boligbutik.”
En rigtig ferieø
Langeland er 56 km lang med 140 km kystlinje. Uanset hvor du befinder dig er der højst 5,5 km til vandet. På Langeland kan man få meget bolig for pengene – også med havudsigt. Benny Boesgaard siger:
”Langeland er blevet en rigtig populær ferieø med mange ferieområder med et stort antal fritidshuse, Der er ikke bopælspligt, så en del af helårshusene bruges som fritidshuse. Der var knap 520.000 kommercielle overnatninger i 2020, så der er mange gæster og turister. Et stort antal sommerhusejere kommer fra Fyn, Trekantområdet, København og resten af Sjælland, så at blive en del af EDC Poul Erik Bech vil give os langt bedre muligheder for at finde købere fra hele Danmark.”
”Desuden glæder jeg mig til at få mere hjælp til lokal markedsføring fra centralt hold. Jeg vil stadig være ansvarlig for boligbutikken, men vil i langt højere grad have flere i baglandet at trække på, som kan hjælpe med systemer, administration, markedsføring m.m., så på den måde kan vi bruge endnu flere kræfter på, det som det handler om, nemlig at hjælpe kunderne med at opfylde deres bolig- og sommerhusdrømme. Vi har et stærkt team i Karina Stæhr, som også startede i EDC for 24 år siden og Kristoffer Gottschalk, så vi glæder os til at blive en del af EDC Poul Erik Bech, og vi er sikre på, at det vil løfte os og udvikle os.”
Købere fra hele landet
Poul Erik Bech har på 44 år opbygget Danmarks største og eneste landsdækkende mæglervirksomhed. Han siger:
”Det er en fornøjelse at byde EDC Langeland velkommen. Vi runder nu 80 boligbutikker, hvilket vi ikke i vores vildeste fantasi havde forestillet os, da vi åbnede første butik i 1978. For kunderne kommer der en række nye, interessante muligheder, da vi fx kan skaffe købere fra vores mange andre boligbutikker – ikke mindst fra Københavnsområdet, hvorfra mange flytter til alle dele af landet. Samtidigt binder vi vores 6 fynske boligbutikker sammen med det fynske øhav, så vi står endnu bedre rustet på Fyn og Langeland, herudover vil den nærmeste af vores butikker blive Nakskov – lige på den anden side af Langelandsbæltet.”
”På Langeland kommer mange købere udefra, og i boligbutikken sælges ca. 60% af alle handler som fritids- og sommerhuse. Her kan vi virkelig være med til at gøre en forskel med købere fra hele landet. Vi ser meget frem til samarbejdet med Benny og de to øvrige medarbejdere, og vi byder dem velkommen ombord. Vi vil have fokus på vækst, hvilket vi har stor erfaring med, så vi glæder os til at udvikle og øge butikkens markedsandel.”
Flytter lidt ned ad gaden
Benny Boesgaard siger: ”Vi benytter lejligheden til at flytte i nye lokaler, som passer bedre til vores behov. Derfor har vi valgt at flytte fra Østergade 41 til Østergade 60, hvor der i dag er garnbutik. Her vil vi få en fortsat glimrende placering tæt ved SuperBrugsen og torvet foran og med p-pladser foran vores butik.”
”Når vi overtager ejendommen, går vi i gang med at ombygge og indrette den til en ny og spændende boligbutik, hvor kunderne som altid er meget velkomne til at kigge forbi. Vi vil fortsat have tæt dialog og tætte relationer til vores kunder, og der er efterhånden mange huse, vi har solgt flere gange. Nu kan vi samtidig tilbyde kunderne endnu bedre muligheder for at finde købere fra hele landet, da den helt rigtige køber ofte skal findes uden for lokalområdet.”
De nye lokaler på Østergade 60 i Rudkøbing overtages den 1. marts 2023 og EDC Poul Erik Bech vil flytte ind i de nye lokaler i løbet af foråret.