Køge bliver Solrøds nye vækstmotor

I mange år har boligmarkedet i Solrød i høj grad været påvirket af udviklingen på det københavnske marked. Fremover vil den store udvikling i Køge dog også have en betydelig og positiv afsmitning på det lokale boligmarked, forudser den lokale mægler Frank Djelert.

Normalt anses hovedstadsområdet for at være stedet, hvor væksten kommer fra. Sådan har det også været i Solrød, hvor det københavnske boligmarkeds udvikling som regel har spredt sig som ringe i vandet og påvirket det lokale boligmarked. Men fremover vil Solrød i højere grad opleve en stor påvirkning sydfra, nemlig fra Region Sjællands nye vækstmotor i Køge.

”Der er ingen tvivl om, at den udvikling, der er i gang i Køge, kommer til at påvirke hele området og skabe fremadrettet vækst – både på kort og på lang sigt. Og det er jo noget, vi aldrig har set før, altså at påvirkningen og væksten kommer fra Køge. Normalt har vi jo været vant til, at det har været fra København og til en vis grad fra Greve,” fortæller Frank Djelert, partner og ejendomsmægler i EDC Poul Erik Bech / Kurt Hansen, Solrød Strand.

Bedre muligheder for pendlerne

Solrød-mægleren peger i første omgang på, at den nye højhastighedsbane mellem Ringsted og København over Køge, der efter planen bliver indviet i maj 20191, vil være med til at sikre en fortsat positiv udvikling for Solrød på den korte bane.

”Solrød ligger godt i forhold til den nye bane, som er med til at sikre bedre infrastruktur for området. I en kommune som vores, hvor cirka 80 pct. er pendlere, betyder det rigtig meget, at transportmulighederne bliver forbedret,” forklarer Frank Djelert.

Han pointerer, at det ikke kun er selve Solrød, men også en stationsby som Havdrup, der kommer til at profitere af højhastighedsbanen indvielse, som skal være med til at imødekomme fremtidens transportbehov og gøre transporttiden kortere.

Tusindvis af nye arbejdspladser

Højhastighedsbanen er langt fra det eneste projekt, som Frank Djelert forventer, vil have en positiv effekt på Solrød og omegn. På længere sigt peger han på de store byggeprojekter med det nye supersygehus som det mest fremtrædende, som vil være til gavn for Solrød.

”Når det nye sygehus står færdigt, vil det skabe mange tusinde arbejdspladser, og da det kun kommer til at ligge godt 6 kilometer fra Solrød, vil det give god efterspørgsel på boliger i Solrød, da mange af de ansatte også vil bosætte sig i området tæt på Køge,” forudser Frank Djelert, der derfor ser meget lyst på fremtiden for Solrøds boligmarked.

”Vi har endnu ikke set den store effekt, men jeg er helt sikker på, at den kommer, når byggerierne begynder at være færdige. Så jeg er meget fortrøstningsfuld på både den korte og lange bane, da jeg er overbevist om, at det vil få stor positiv indflydelse på udviklingen og boligpriserne i Solrød,” lyder den optimistiske udmelding om fremtiden fra Solrød-mægleren.

Kilde: 1 bane.dk

 

Vil du vide, hvad din bolig er værd?

Start med en gratis og uforpligtende vurdering af din bolig