Lokalkendt afdelingsleder optaget som ny boligpartner i Rødovre

Mads Staal Wounlund (33) er netop optaget som ny lokal boligpartner i EDC Poul Erik Bech i Rødovre. Tidligere har Mads haft mere end 6 år hos en anden mægler i Brønshøj, inden han kom til boligbutikken i Rødovre, hvor han siden august 2022 har fungeret som afdelingsleder. Den erfarne boligmægler glæder sig nu til at tage imod kunderne i sit nye virke som partner.

Mads Staal Wounlund har i mere end et år leveret gode resultater som afdelingsleder for EDC Poul Erik Bechs boligbutik i Rødovre. Derfor er han nu optaget som partner – en rigtig karrieredrøm fortæller han:

”Jeg har altid gerne ville være ejendomsmægler. Det har været et mål lige fra starten, så det er klart, at det er lidt af en drøm, der går i opfyldelse, at jeg nu kan kalde mig partner i Danmarks største ejendomsmægler virksomhed, EDC Poul Erik Bech. Vi har leveret fine resultater i en længere periode med en stabil vækst, så det føles som et ekstra klap på skulderen at blive optaget som partner på den baggrund.”

Sol over boligmarkedet
I slutningen af sine teenageår valgte Mads at drage ud på en næsten 2 år lang jordomrejse, der bl.a. sendte ham til Caribien, Indonesien, Madagaskar og mange flere tropiske og eksotiske destinationer. Nu forudser han også blå himmel på boligmarkedet i Rødovre – dog med nogle få grå skyer:

”Der er selvfølgelig lidt grå skyer over markedet generelt, men her i Rødovre ser det faktisk positivt ud. Rødovre fortsætter med at være en attraktiv by for flere mennesker. Mange førstegangskøbere søger væk fra Indre By for at skifte lejligheden ud med et hus. Sammenlignet med fx Vanløse og Brønshøj kan vi tilbyde flere m² til nogle lidt andre penge, og så er der fortsat ikke langt til byen, hvilket mange finder attraktivt.”

”De nye projekter, der skyder op herude, spiller også en stor rolle. Boligprojekter som Irmabyen, Rødovre Port og Erantishaven bidrager med et endnu bredere klientel til byen, hvor alt fra vestegnens fodboldspillere til ældre nordsjællændere har fået appetit for Rødovre. Vi har et marked med stor diversitet, hvor vi kan tilbyde kunderne næsten alle typer af boliger. Så det er et spændende marked under stor udvikling, og det er både til stor fornøjelse for kunderne og os.”

Kunderne i Fokus
Mads Staal Wounlund siger: ”Jeg glæder mig meget til at komme rigtigt i gang som ny partner i EDC Poul Erik Bech i Rødovre, hvor jeg ser frem til at få et fortsat godt samarbejde med mine kollegaer og hele baglandet i koncernen. Nu arbejder vi i fællesskab frem mod at vækste endnu mere og tage markedsandele. Det bliver en rejse, men det er en rejse, vi glæder os meget til. Når det er sagt, så er der ikke meget, der kommer til at ændre sig, når kunderne kommer ned til os i butikken. Vi kommer fortsat til at tage imod dem med åbne arme og smil på læben. Vi går meget op i at have tætte kunderelationer, holde hvad vi lover og være gennemsigtige – og så vil jeg selvfølgelig tilføje lidt fynsk charme til det hele.”

Mads Staal Wounlund

Indehaver, afdelingsleder, ejendomsmægler, MDE
Telefon: 58587057
Mobil: 41317512
E-mail: msw@edc.dk