EDC Poul Erik Bech, landets største mæglervirksomhed, forventer, at Metrocityringen og dens 17 stationer vil styrke boligmarkedet flere steder – blandt andet på Vesterbro.
”Det bliver mere bekvemt at bo på Vesterbro, og metroen er i allerhøjeste grad noget, som kunderne spørger om. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at Metrocityringen vil påvirke boligpriserne, især tæt på de nye stationer,” siger Daniel Sejrskild Nielsen, partner i EDC Poul Erik Bech Vesterbro.
EDC Poul Erik Bech med 60 boligbutikker over hele landet forudser den største metroeffekt på boligpriserne på Vesterbro og Nørrebro. De to områder har mange unge tilflyttere og beboere uden bil, mens fx Østerbro i højere grad præget af børnefamilier, ofte med høj indkomst og med bil i husstanden, og så betyder metronærhed mindre.
Flere analyser af den ”gamle” metro og boligpriserne, fx fra Boligsiden, har vist, at Vanløse – som fik metro i 2003 – prismæssigt stak af fra Brønshøj, som fortsat må nøjes med busser. Gennem mange år havde boligpriserne ellers fulgtes ad i de to bydele, der har nogenlunde samme afstand til Rådhuspladsen og nogenlunde ens sammensætning af beboere og boliger. De største prisstigninger i Vanløse er sket for lejligheder, hvor mange beboere ikke har bil og derfor har gavn af metro tæt på. Derimod var stigningerne knapt så høje for parcel- og rækkehuse, hvor beboerne ofte har bil.
Et forskningsprojekt fra Kraks Fond forudså i 2016, at boliger tættest på stationerne ved Metrocityringen kan få prisstigninger på op til knap 14 procent.
Metrocityringen åbner 29. september og kører under Indre By, Østerbro, Nørrebro, Frederiksberg og Vesterbro. Det er muligt at skifte til de gamle metrolinjer på Frederiksberg og Kongens Nytorv stationer. To andre knudepunkter på Metrocityringen er Københavns Hovedbane med et væld af toglinjer og Rådhuspladsen med en stribe buslinjer.