Ny lokal partner hos EDC Bolig Poul Erik Bech i Sønderborg

Emma Louise Beyer, der fylder 29 år til oktober 2021, er optaget som ny partner i EDC Bolig Poul Erik Bech Sønderborg den 1. august 2021. Hun har tidligere været ansat i andet lokalt mæglerfirma i Sønderborg og har i knap tre år arbejdet hos EDC Bolig Poul Erik Bech i Sønderborg som ejendomsmægler. Boligbutikken i Sønderborg har derfor sikret sig en stærk profil med et enormt lokalt kendskab, da hun er født og opvokset i byen.

I EDC Bolig Poul Erik Bech i Sønderborg er Emma Louise Beyer en del af et velfungerende team på 4 . Om sin nye stilling siger hun:

”Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det har altid været mit mål at blive ejendomsmægler, men jeg har også altid vidst, at jeg ville mere med det. Da jeg i sin tid tog finansøkonomuddannelsen i Aarhus, var det med en plan, om en dag at blive partner eller starte en butik op selv. Det har jeg stilet efter lige siden. Nu er jeg landet et fantastisk sted. Tingene bliver gjort ordentligt her, og det ligger helt centralt i min måde at arbejde på. Jeg glæder mig til at sætte mit præg på fremtidens EDC Bolig Poul Erik Bech Sønderborg.”

”Det har været en god overgangsperiode. Der ikke så meget, der er anderledes i det daglige, selvom der selvfølgelig er kommet flere og nye opgaver til. Michael Gregers Hansen, der også er partner i butikken, og jeg samarbejder om det meste. Derfor har det også været nemt at komme i gang og blive kørt i stilling.”

Vil være nummer 1

EDC Bolig Poul Erik Bech Sønderborg er en del af Danmarks største og eneste landsdækkende mæglervirksomhed med mere end 70 boligbutikker og 18 erhvervscentre fordelt over hele landet. I Sønderborg kommer Emma Louise Beyer til at sidde med en bred vifte af arbejdsopgaver, og hun ser frem til at føre butikken mod endnu mere succes.

”Jeg er født og opvokset i Sønderborg, og det kan jeg virkelig mærke i mit arbejde. Jeg kender området indgående og har stor fordel af at have et bredt netværk og kendskab til byen. Det er min ambition, at vi skal være nummer 1, og det kan mit lokale kendskab klart hjælpe os med. Vi er kommet tættere på førstepladsen de sidste år, men vi vil endnu mere. Derfor har vi også igangsat en ansættelsesproces for at få en mægler eller to mere med ombord, så vi kan servicere og rådgive endnu flere kunder,” siger Emma Louise Beyer.

Poul Erik Bech siger: ”Emma har i sin tid hos os leveret rigtig flotte resultater og vist, at hun har et enormt drive og de rette ambitioner. Hun har desuden et stort lokalt kendskab og gode kompetencer som ejendomsmægler, så vi er rigtig glade for, at vi nu har optaget hende som partner. Vi ser frem til mange gode år med hende i front i boligbutikken i Sønderborg.”

Emma Louise Beyer

Partner, ejendomsmægler, MDE
Telefon: 58587627
Mobil: 24822118
E-mail: embe@edc.dk

Poul Erik Bech

Ejendomsmægler & valuar, MRICS, MDE
Telefon: 58588801
Mobil: 40314081
E-mail: peb@edc.dk