EDC Poul Erik Bech har allerede været inde over projektet i forbindelse med salget til en investeringsfond. Nu skal Danmarks største mæglervirksomhed stå for udlejningen af de 53 moderne, bæredygtige og lækre lejligheder. Udlejningen i Gartnerbyen i Odense forløber planmæssigt på de forskellige projekter i bydelen, fortæller Morten Nancke fra EDC Poul Erik Bech Odense:
”Vores seneste projekt i området er nu fuldt udlejet, og vi ser tilbage på en proces, hvor vi har fået en blandet skare af lejere i alle aldre ind i ejendommen. Med Gartnerbyens gode beliggenhed tæt på centrum via supercykelstien, og nu med en Coop365 placeret i bydelen, ja så har man alle hverdagens faciliteter i gåafstand. Og nu er området også forbundet via Odenses nye letbane, som stopper under 200 meter fra Gartnerbyen, så projektet har en optimal placering til boligsøgende i alle aldre. Derfor forventer vi også stor søgning på de 53 nye boliger i Floras Have, som vi nu skal udleje.”
Knap 2.000 boliger
Arkitekten bag Floras Have har fra begyndelsen tænkt på at skabe et minimum af spildkvadratmeter, så lejerne får en gennemtænkt planløsning. I ejendommen udlejes 2-3-værelseslejligheder mellem 60-75 m2. Alle er med rummelig altan eller udgang til terrasse i stueplan.
Tonny Broberg, projektchef i EDC Projekt Poul Erik Bech, siger: ”Gartnerbyen bliver indenfor ca. 2 år et fuldt udbygget område, som byder på næsten 2.000 boliger til mere end 3.000 mennesker. Gartnerbyen er derfor et af de største byudviklingsprojekter i det centrale Odense nogensinde. Mere end halvdelen af boligerne står færdigopført i dag og er grundet den store efterspørgsel allerede solgt eller udlejet.”
”Udviklingen af Gartnerbyen har stået på i snart 5 fem år. Investorer og udvikler har lyttet til beboernes tilbagemeldinger og gjort endnu mere ud af Gartnerbyen, de grønne arealer og kvaliteten af elementerne i området. Det er afgørende, og det kan vi også høre fra de nye lejere og ejere, der fortæller, at områdets kvalitet har stor betydning for deres valg af bopæl. Det gennemsyrer hele området, og det gør sig også gældende for Floras Have, der bliver attraktive boliger ligesom sine naboer.”
God beliggenhed, der gør hverdagen let
Gartnerbyen i Odense er placeret i et roligt og historisk kvarter, hvor grønne kiler, parker og gode fællesarealer præger arealerne mellem bebyggelserne. Der er let adgang til Odense Centrum via Supercykelstien, hvor beboere nemt og hurtigt kommer til midtbyens mange muligheder. Let bliver det også med den nye Letbane, der praktisk nu kan transportere Odenseanerne rundt i byen.
”Det har været spændende at følge udviklingen af Gartnerbyen, hvor det især er boligernes kvalitet og en superbeliggenhed, der præger området. Nu ser vi frem til at skulle udleje 53 attraktive boliger ved Floras have, som vi forventer en god efterspørgsel på, da boligerne ligger tæt på byens mange tilbud af bl.a. kultur, natur, skoler og motorvej og er opført i materialer af absolut topkvalitet,” siger Morten Nancke fra EDC Poul Erik Bech i Odense.
Floras Have står klar til indflytning 15. september 2022, og udlejningen igangsættes i begyndelsen af juni 2022. Læs mere på www.gartnerbyen-odense.dk
Artiklen er blevet bragt i InvestorFokus. Læs den nyeste udgave af InvestorFokus her.