Der er igen masser af aktivitet og masser af købelystne investorer i EDC Projekt Poul Erik Bech efter en kortvarig stille periode, da dronningeriget i marts mere eller mindre lukkede ned pga. coronapandemien. Det fortæller projektdirektør Kenneth Nielsen, der sidder i København, og Tonny Broberg, projektchef i Aarhus.
Den store aktivitet omfatter hele landet, og den har udløst travlhed i begge hovedområder hos EDC Projekt Poul Erik Bech. Afdelingen hjælper dels investorer med at finde jord og udvikle boligprojekter, dels sørger den for at få udlejet boliger, når projektejendomme står klar.
Jagt på jord
”Vi har endnu mere travlt, end før coronakrisen satte ind, hvor det også gik super godt. Mange vil gerne investere i boligudlejning, fordi der er masser af lejere. Investorerne jagter i øjeblikket de gode beliggenheder, og interessen breder sig meget længere ud end København og Aarhus, hvor der efterhånden ikke er meget ledig jord tilbage. Derfor ser vi flere projekter i sjællandske byer som Hillerød, Ringsted, Roskilde og Køge og i østjyske byer som Randers og Silkeborg,” beretter Kenneth Nielsen.
Med hans ord søger ”masser af penge” mod boligprojekter.
”Investorerne ønsker et værdifast alternativ til aktier, som kan svinge meget i kurs, og obligationer giver nærmest ingenting i afkast. Økonomisk bliver Danmark opfattet som en sikker havn, og derfor har vi de senere år oplevet stor interesse for boliger fra mange udenlandske investorer. Samtidig bliver de store danske pensionskasser og ejendomsudviklere ved med at investere i boligprojekter,” siger Kenneth Nielsen.
Både udenlandske investorer og danske pensionskasser og ejendomsudviklere har ifølge projektdirektøren penge nok. Investorerne fra udlandet får eksempelvis nye indtægter, når projektejendomme er bygget færdige, og boligerne bliver lejet ud – og nogle investorer henter desuden friske penge ved at oprette fonde målrettet nye ejendomsprojekter.
De fleste hjemlige pensionskasser er stadig i en vækstfase, hvor indbetalingerne vokser, mens udbetalingerne endnu ikke er så store – og sideløbende er de fleste i gang med at skrue op for murstenenes andel af de samlede investeringer.
”Vi hjælper også mange private investorer, fx med at finde byggejord og udvikle fornuftige projekter, som ikke nødvendigvis er kæmpestore. Og der er flere private investorer, end man måske umiddelbart skulle tro. Det kan være iværksættere, som har solgt deres virksomhed, det kan være velhavende familier, og det kan være mennesker, som løbende har opbygget en pæn formue og vil placere noget af den i ejendomme,” forklarer Kenneth Nielsen.
Tonny Broberg fra EDC Projekt Poul Erik Bech i Aarhus siger: ”Derudover sælges næsten alt jord til udvikling, som vi får til salg, i netværk uden onlineannoncering. I nogle områder er det næsten ikke til at opdrive byggeretter til tæt/lav, lejligheder og seniorboligkoncepter, som mange investorer ønsker at bringe på markedet pt.”
Lettere at finde lejere
Der har naturligt været betydeligt færre fremvisninger under corona. Antal udlejninger faldt dog ikke lige så meget, da mange lejere ude i markedet, skulle leje og EDC havde således en højere hitrate udlejninger. Men efter coronapausen har udlejningen af projektboliger igen taget fart. Tonny Broberg siger:
”I en kort periode var vi nede på mellem en fjerdedel og en tredjedel af det normale niveau, men siden var der været fremgang og masser af aktivitet, nøjagtig som vi har oplevet det for ejerboliger i vores boligbutikker, hvor vi i EDC havde rekordmåneder i både maj og juni med det højeste aktivitetsniveau nogensinde. En del af forklaringen er paradoksalt nok coronakrisen, fordi den holdt mange hjemme i landet og væk fra den fysiske arbejdsplads, og derfor har flere end vanligt set på ny bolig, herunder nybyggede lejeboliger.”
Uafhængigt af coronaen registrerer afdelingen stigende interesse for lejeboliger.
”Det er mere fleksibelt end ejerboliger – det er let at sige lejemålet op og flytte; man er ikke afhængig af at skulle sælge sin bolig. Stort set alt det praktiske bliver ordnet af viceværten, og mange midaldrende vil gerne slippe for at skulle ordne både hus og have,” siger Tonny Broberg.
Studerende på boligjagt
Den store efterspørgsel hænger også sammen med boligmangel flere steder.
”Boligmanglen er særlig udtalt i hovedstaden og i Aarhus. Særligt i de store studiebyer er der stor interesse for mindre boliger, selv om vi også ser, at flere og flere studerende slår sig sammen og deler fx en tre- eller fireværelses lejlighed. I år er optaget til uddannelserne sat endnu højere op pga. coronakrisen, og det giver endnu flere studerende på jagt efter en bolig,” påpeger Tonny Broberg.
Ved større udlejningsopgaver arbejder EDC Projekt Poul Erik Bech tæt sammen med vores lokale boligbutikker. Typisk udarbejder projektafdelingen salgsmateriale om lejlighederne og gennemfører målrettede markedsføringskampagner, mens de lokale boligbutikker bistår med fx at vise boliger frem og har den enormt vigtige viden om lokalkendskab.