Området omkring Hasselvangen og Hyldevangen i Solbjerg bliver nu et unikt projekt rigere. Her opføres 16 arkitekttegnede rækkehuse med en unik indretning i skovkanten, alle med smukt kig til Solbjerg Skov. Rækkehusene opføres med et alrum med dobbelt højde, hvor man får store vinduespartier i 2 etager, og dermed et fantastisk lysindfald og kig ud til skovkanten. Samtidig er der blevet plads til 4 gode værelser og 2 badeværelser i de 155-163 m2 store boliger.
Det er Dansk Byggeselskab, som står bag boligerne. Pt. afsluttes det første projekt med denne boligtype i Hørning, med stor succes. Tonny Broberg fra EDC Projekt Poul Erik Bech udtaler:
”Vi har haft stor succes med boligtypen i Hørning, hvor muligheden for at skabe sin egen bolig indenfor nogle unikke, men forudbestemte rammer, virkelig har tiltalt mange par og yngre familier. Lidt for meget byggeri er over de seneste år blevet metervarer, og det er ikke folks ønske at bo i nøjagtig den samme bolig som naboen, men de vil have indflydelse på materialerne og samtidig få en unik bolig, som ikke ses alle steder i byen. Vi har stadig et par boliger til salg i Hørning, så skulle folk være interesseret i at se disse, inden de evt. køber, vil dette kunne lade sig gøre, hvis de skynder sig.”
Jon Søberg, som driver Dansk Byggeselskab, er glad for deres nye spændende arkitekttegnede rækkehuse og udtaler:
”Vi har forsøgt at skabe en meget tidssvarende bolig med plads til familien, og så er boligerne tilmed placeret fantastisk smukt, lige i Skovkanten. Når boligerne er bygget, får man masser af lys og aftensol ind gennem det store dobbelthøje vindue, ligesom boligernes terrasse er placeret så man vil kunne nyde eftermiddags- og aftensolen på terrassen.
Vi har i Solbjerg optimeret boligerne, således at man får køkkenet placeret ud mod den smukke udsigt, sammen med husets oplagte spiseafdeling. Herudover er der god plads til en hyggelig opholdsstue i vinkel fra husets køkken.
Det har længe lagt os på sinde at skabe nogle unikke og funktionelle rækkehuse og med denne model ”Open Air” er det lykkedes os at tilbyde noget, man ikke ser mange steder i landet.”
Byggeriet er planlagt til at gå i jorden i foråret, og de første boliger forventes leveret inden sommeren 2020.