Markant hjørneejendom med meget attraktiv beliggenhed på hjørnet af Peblinge Dosseringen og Baggesensgade. Ejendommen er placeret, netop hvor fodgænger- og stiearealerne begynder og biltrafikken ophører.
I Peblingesøen ud for ejendommen er etableret en hyggelig café beliggende på en ponton i vandet. Området omkring "Søerne" i København er et velbesøgt åndehul, der benyttes af alle københavnere fra cyklister og motionsløbere til rolige spadserende med børn og hunde. Området er med sine afslappede cafeer og restauranter et sted Københavnerne nyder i fulde drag.
Selve ejendommen er opført i 1864 og fremtræder med gule, blanke mursten fra 1. sals højde. Kælder- og stueetage fremtræder med pudsede facader. Vinduerne er alu-/trærammer isat termoruder. Taget er naturskiffer og renoveret indenfor de seneste år. Ved samme lejlighed blev etableret hårdt undertag, nye kviste og Velux vinduer og samtidig blev taget efterisoleret.
Se: https://falktag.dk/CustomerData/Files/Images/Archive/6-baggesensgade-1-kbh/efter_baggesens09_246.jpg
Ejendommens hovedtrappe fremtræder i meget fin og velholdt stand med malede vægge og trappetrinnene belagt med linoleum.
Ejendommen, der er opført i 4 etager med kælder og udnyttet tagetage, indeholder 8 beboelseslejligheder, hvoraf de 2 er beliggende i tagetagen. Herudover er i tagetagen 2 værelser med køkkenniche og eget badeværelse. Af lejlighederne er 1 gennemmoderniseret, mens de øvrige fremtræder i almindelig god stand. 2 af lejlighederne er forsynet med mindre altaner med udsigt til Peblinge Sø. De fleste lejligheder har plankegulve, pudsede lofter med stuk, hvidmalede fyldningsdøre eller isat glasruder. Nogle lejligheder er forsynet med høje paneler på væggene.
Udover boligerne indeholder ejendommen 2 erhvervslejemål. Den største del af erhvervsarealet er udlejet til "Den gule Prik" der anvender hele stueetagen samt en del af underetagen til en privat vuggestue indrettet til 28 børn. Der er tillige adgang til vuggestuen direkte fra Peblinge Dosseringen.
Ejendommens aflukkede gård anvendes til cykelparkering samt afskærmede affaldsbeholdere.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, København K
Lone Thuen
Investeringschef, ejendomsmægler og valuar, MDE
58588744
40334840