Velbeliggende butikslejemål på i alt 200 m² - med god synlighedsværdi i Esbjerg.
I en af de bedste sidegadeplaceringer til strøget - midt mellem Kongensgade og Skolegade - udlejes nu denne veldisponerede butik med bredt og synligt facadeparti.
Her ligger et bredt og varierende udvalg af butikker og liberale erhverv - såsom Sony Center, guldsmed, frisør, Alm. Brand Bank, en gardinforretning, en tøjbutik samt en nyindrettet brilleforretning.
Nærværende lejemål består af 110 m² butikslokaler i stueplan samt 90 m² god og tør kælder.
Butiksarealet består overvejende af et stort lokale med et mindre baglokale som en interegret del af butikken. Butikken er indrettet med et spændende rustikt præg - med flotte klinkegulve og fritlagte blødstrøgne mursten. Indretningen er fleksibel, idet selve opdeling er sket med lette vægge, og det er således muligt at ændre indretningen efter behov.
Kælderen kan med fordel anvendes til personalerum, lager og arkiv, men en del af kælderen kan også inddrages til butiksformål pga. indvendig trappe.
Butikken har 2 store udstillingsvinduer ud mod den befærdede forretningsgade, som har et meget pænt flow af handlende til fods. Fra butikken er der kun ca. 50 meter til den mest attraktive del af gågaden, og der er 2 timers offentlig parkering foran butikken.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg