Der er her tale om en af byens ældre og historiske ejendomme, "Hotel Ølgod", beliggende Stationspladsen 2-4 i Ølgod. Ejendommen er nu nok mest kendt for stedet, som i mange år husede byens populære diskotek, Diskotek Shakespeare, der tiltrak festende unge mennesker fra et stort geografisk område.
Diskoteket lukkede i 2013, og ejendommen lever nu en mere stille tilværelse som udlejningsejendom, med 9 stk. beboelseslejligheder - som alle er udlejede - samt en krostue, der ligeledes er udlejet. De ledige diskotekslokaler udlejes derimod på dagsbasis til diverse arrangementer.
I henhold til BBR er ejendommen oprindelig opført i 1890, i røde mursten og med tegltag, med senere væsentlig om-/tilbygning i 2002. Murstensfacader på forsiden af ejendommen er vandskurede og malede, mens bagfacaderne fremstår med "blank mur".
Ejendommen er opført i 2 etager og med udnyttet tagetage og rummer et bygningsareal på 1.327 m² samt kælder på 132 m². Heraf er 583 m² godkendt til beboelse, mens 880 m² er godkendt til erhverv (hotel, restaurant, diskotek m.v.). Alle 9 beboelseslejligheder har eget bad og toilet, ligesom alle, bortset fra én, også har eget køkken. Ejendommen opvarmes med fjernvarme.
Desuden medfølger på grunden et fritliggende parcelhus fra i 1890, Nørre Allé 2, der på grund af fugtskader ikke er udlejet. Dette hus er opført i mursten og med tegltag, og er opvarmet med fjernvarme. Huset indeholder et boligareal på 89 m².
Endvidere forefindes på grunden muret garagebygning på 148 m², også opført i 1890. Denne bygning er ikke opvarmet.
Grunden, tilhørende Stationspladsen 2-4, består af 2 matrikler på tilsammen 4.436 m², hvoraf vejareal udgør 550 m².
Ejendommen ligger i en af Ølgods ældre bydele, kun et stenkast fra Ølgod Station, og i et område bestående af blandet bolig og erhverv. I nærområdet ses bl.a. liberalt erhverv, en blomsterbutik samt byggemarkedet Stark. Desuden ligger skole, idrætsanlæg og dagligvarebutikker indenfor gåafstand.
Generelt trænger ejendommen til en grundig istandsættelse og modernisering. Men for køberen med rette håndværksmæssig baggrund og med mod på denne spændende opgave, rummer ejendommen et stort potentiale og en oplagt solid lejeindtjening til følge.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg