Værkstedsejendom på 1.186 m² - velbeliggende på 2.719 m² grund ved Varde Å.
Lige midt i centrum af Varde, lettere tilbagetrukket fra den trafikerede Storegade, ligger denne erhvervsejendom på en nærmest idyllisk grund, der mod syd afgrænses af Varde Å.
Kun ca. 100 øst for ejendommen ligger det rekreative grønne parkområde, Arnbjerg, der rummer byens smukke amfi-scene, hotel, mindelunden, Minibyen m.m., hvorfor nærområdet primært anses som et meget attraktivt område at bo i.
Ikke desto mindre har denne ejendom, siden den oprindelig blev opført tilbage i 1928, været anvendt til såkaldt "erhvervsmæssig produktion vedrørende industri og håndværk", på et tidspunkt dog kombineret med beboelse. I mange år har ejendommen været anvendt udelukkende erhvervsmæssigt til MN Motorrenovering, mens en del af ejendommen sideløbende har været udlejet til engroshandel med reservedele.
Som følge af den centrale placering i Varde, rummer ejendommen naturligt nogle interessante udviklingsmuligheder - herunder projektudvikling inden for bolig og detail. Plangrundlaget rummer tilmed vide rammer i den henseende. Men ejendommen synes også oplagt for eksempelvis håndværksvirksomheden med ønske om bynær beliggenhed, gode værkstedsfaciliteter samt rummelig udendørs oplagringsplads.
Ejendommen blev oprindeligt opført i 1928 - den forreste bygning med sadeltag, kvist og udnyttet tagetage. Denne bygning blev i 1971 væsentlig om-/tilbygget med kontorer, velfærdsrum og lager i stueplan, og udgjorde herefter i alt 542 m². Heraf 148 m² tagetage, som i dag er indrettet som ét stort disponibelt rum (lager).
I 1978 blev ejendommen udvidet med en værkstedsbygning på 644 m², ligeledes opført i røde mursten, men med built-up-tag og en indvendig loftshøjde på op til 3,75 m. Værkstedet er opdelt i et stort åbent lokale samt 3 separate værksteder - og vil kunne opdeles i både flere eller færre rum - alt efter behov. Værkstedsbygningen er forsynet med 2 porte.
Ejendommen opvarmes med fjernvarme (radiatorer samt strålevarme i værkstedsdelen). Da anvendelsen er værksted/produktion, udarbejdes ikke energimærke for ejendommen.
Den tilhørende grund på 2.719 m² har ind-/udkørsel ved såvel Enghavevej som Nordentoftsvej - primær færdsel dog via Enghavevej.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg