Ejendommen består af hovedbygningen mod Vestergade - indeholdende 6 stk. beboelseslejligheder og mangeårig pub i stueplan - samt 2 sammenhængende bygninger i gården, indeholdende 1 stk. beboelseslejlighed samt garage-/lagerbygning (tidligere tømrerværksted for tømrermester Johs. Christiansen).
Gårdbygningerne er opført i 1877 med senere om-/tilbygning i 1953 - mens hovedbygningen er opført i 1913 med senere om-/tilbygning i 1983.
Hvor gårdbygningerne er opført med funktion (erhverv) for øje, i røde mursten og med tag af bølgeeternit, er hovedbygningen derimod opført i en markant nyklassicistisk byggestil, med vægt på det gode solide håndværk og med sans for de smukke detaljer - såsom facadekarnappen, flotte fremskudte gesimser, murede stik og sålbænke, de store gavlkviste i kombination med de mindre buede kviste samt den for byggestilen tidstypiske krydsforbandt.
Hovedbygningen har siden 2002 gennemgået betydelige istandsættelser – såsom udskiftning af vinduer, nye skråvinduer i tagetagen, omfattende renovering af facader, nyt tegltag samt optimering af isolering.
Den omfattende renovering er på hjemmesiden, www.bevarvarde.dk, blevet præmieret med en flot samlet score på 88 ud af 100, hvor kun "vinduer" har scoret under 90 som følge af andre vinduestyper fra 60/70'erne på bygningens bagside.
Ejendommen ligger på en relativ stor grund (1.081 m²), der dels giver beboerne mulighed for attraktive parkeringsfaciliteter i bymidten, og som samtidig åbner potentiale for byggeri af flere boligenheder på grunden.
På grunden er tinglyst en offentlig færdselsret (gennem porten i hovedbygningen), der er tiltænkt som bindeled mellem Torvet og gågaderne og det store projekt "Kulturspinderiet", hvor Varde Kommune vil omdanne et af byens gamle industriområder – Stålværks- og Tråd-spinderigrunden – til et sammenhængende byrum med fokus på kultur og kunstneriske aktiviteter.
Ejendommen indeholder beboelseslejemål i varierende størrelser, fra 50 til 116 m², og rummer en god lejerbonitet med stabile lejere. Alle lejligheder har eget køkken, bad og toilet - som i enkelte lejligheder er blevet renoveret indenfor de seneste 10 år.
En flot og markant investeringsejendom med en særdeles attraktiv placering i Varde.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg