Nu sælges en af Esbjergs mest markante ejendomme.Denne spændende og særdeles unikke ejendom, kendt som "Esbjerg Missionshus", er beliggende på en af byens mest centrale placeringer, midt i centrum - på hjørnet af Kirkegade og Skolegade - ca. 100 meter fra Kongensgade (byens hovedstrøg) og direkte overfor Vor Frelser Kirke med dennes flotte åbne brostensbelagte plads.Ejendommen er oprindelig opført tilbage i 1880 og er siden væsentlig om- og tilbygget. Eksempelvis har den kendte Esbjerg-arkitekt, C. H. Clausen (1866-1941), sat sit unikke præg på ejendommen, hvor bl.a. gavlene er et flot eksempel herpå. Ejendommen rummer såvel inde som ude et overflødighedshorn af smukke detaljer, harmoniske udsmykninger, storslåede rum og godt gammeldags gedigent håndværk. At sige denne ejendom har sjæl og charme må nærmest betragtes som en underdrivelse...Ved et grundigt kig i de historiske arkiver, hvor ejendommens tilblivelse og udvikling er medrivende beskrevet i ord og billeder, fortælles historien om denne ejendoms storslåethed, der er vokset i takt med lokalsamfundets stigende velstand, og som nu i 130 år har fungeret som samlingspunkt for mennesker. Ved bestilling af salgsprospekt redegøres nærmere for ejendommens særlige historie.Esbjerg Missionshus er en fredet ejendom, som gennem tiden er nænsomt vedligeholdt med største respekt for den oprindelige stil. Senest i perioden 2001-2003, hvor nuværende ejere investerede ca. 2 millioner kroner i en omfattende renovering af ejendommen.Sammenhængende med Missionshuset (Kirkegade 25) ses en veldisponeret beboelsesbygning (Kirkegade 27) på 162 m², der er fordelt på 1½ etage. Hertil kommer ca. 11 m² kælder. Denne bolig er ledig for køber eller fri til udlejning.Bag ejendommen ses egen ugeneret gårdhave, anlagt med græsplæne, prydbuske og befæstede sti- og terrassearealer.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg
Jesper Ølgaard Bloch
Partner, Ejendomsmægler MDE, Valuar, MRICS
58587406
28830009