Nu sælges denne multianvendelige erhvervsejendom, der er beliggende i et mindre erhvervsområde i Janderup, midt mellem Varde (7 km) og Oksbøl (6 km).
Ejendommen er opført 1980 med facader i røde mursten og med forskudte tagplader i ensidige taghældninger. Indervægge består af selvisolerende gasbetonblokke, mens tagkonstruktionen bæres af kraftige limtræsspær, hvormed der ikke er søjler i lager og værksted.
I lager og værkstedsområder er der særligt gode lysindfald pga. de mange vinduer på begge sider af bygningen. Loftshøjden måler her fra 2,6 meter i den ene side, til 5 meter i modsatte side. I en del af det øvrige lager er der ca. 5,5 meter til loftet.
Selve værkstedsdelen, der ligger i direkte tilknytning til administrationsafsnittet, udgør ca. 198 m2 og er pt. udstyret med diverse snedkermaskiner og punktudsugning. Disse maskiner kan indgå i handlen efter nærmere aftale. Værkstedet opvarmes med centralvarme fra eget fyr, hvor der fortrinsvis fyres med affaldstræ fra snedkerværkstedet.
Kontorafsnittet er indrettet med et stort åbent kontorlokale og et mindre, separat kontor i tilknytning hertil, som også har adgang til det ene af ejendommens 2 toiletter. Derudover findes et pænt, nyere køkken med spiseplads samt et bad- og omklædningsrum med toilet. I forlængelse af kontorsektionen findes et tilstødende lagerrum på 17 m2, der relativt nemt kan inddrages til kontor. Kontorafsnittet opvarmes med elradiatorer.
I den sydlige ende af bygningen ligger lagerdelen, der er uisolerede haller på henholdsvis 98 og 89 m2 – begge med skydeporte, god loftshøjde og åben forbindelse til hinanden. I tilknytning hertil ligger en uisoleret garage på 55 m2 med 2 skydeporte og 1 vippeport.
Den tilhørende grund udgør 2.589 m² og er overvejende anlagt med kørefast stabilgrus. Grunden må bebygges med 33 %, hvormed der må tilbygges op til ca. 321 m2 ekstra.
Kontakt EDC Erhverv Poul Erik Bech For nærmere aftale om fremvisning af denne multianvendelige ejendom.
OMRÅDET:
Janderup er en levende landsby ca. 7 km vest fra Varde, 6 km øst for Oksbøl og ca. 15 km kilometer nord for Esbjerg og består af den oprindelige landsby samt stationsbyen på kanten af Varde Å.
Janderup er i dag en af stationsbyerne i Varde Kommune, der ligger på jernbanestrækningen mellem Varde og Nørre Nebel. Indbyggertallet lå i 2022 på ca. 800 indbyggere.
Byen har et stærkt foreningsliv, der på det sportslige område er tæt forbundet med nabobyen Billum, gennem den fælles klub ”JBS” (Janderup Billum Samarbejde). Udover fodbold på stadion, har man også Janderup Hallen til rådighed for sports- og foreningslivet i området.
Janderup er især også kendt for ”7-kanten”, der er en af Danmarks største og mest aktive amatørteaterforeninger med cirka 350 medlemmer inklusive en børneafdeling, en ungdomsafdeling samt en afdeling for pensionister ”Teater om Dagen”. Siden foreningens start i 1970 har foreningens medlemmer produceret en lang række forestillinger, hvoraf årets højdepunkt er Varde Sommerspil, der bliver opført på friluftsscenen i Arnbjerg Parken i Varde.
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Esbjerg
Jesper Ølgaard Bloch
Partner, Ejendomsmægler MDE, Valuar, MRICS
58587406
28830009