Ejendommen har en af Silkeborgs absolut mest attraktive og præsentable beliggenheder i Ferskvandscenterets erhvervspark, naturskønt ved sø og skov, og alligevel centralt med kun ca. 2 km til Silkeborg midtby.
Ejendommen består af 2 næsten identiske punkthuse opført i 2000 og 2004 i præsentabel og harmonisk arkitektur med hvide facader og tag af listetagpap. Der er adgang mellem bygningerne ved galvaniseret stål-gangbro i 2. sals højde, og den ene bygning er med elevator. Bygningerne er i 3 etager med højloftet kælder, og er indrettet med centralt trappetårn omkranset af cellekontorer, møderum og tilhørende velfærdsrum og –faciliteter. Bygningerne indeholder hver især faciliteter til at kunne fungere hver for sig.
Udenoms arealer belagt med beton Holmegårdssten, græsplæne, fælles parkering på arealer belagt med grus samt parkeringspladser udfor bygningerne er med græsarmeringssten, og omkring bygningerne er der søsten med kantbegrænsning af Holmegårds betonsten.
Ejendommen kan købes i selskab ved overdragelse af aktierne i det nuværende ejerselskab. Ejendommens grundareal rummer byggeretter med mulighed for yderligere bebyggelse. Endvidere kan der tilkøbes et areal direkte til ejendommen - en erhvervsgrund på ca. 3.000 kvm for en eventuel udvidelse af ejendommen.
Virksomheden EnviDan A/S er lejer af ejendommen, og har været det siden opførelsen i år 2000 henholdsvis i 2004 ved udvidelse af lejemålet. EnviDan er en solid virksomhed, yderst velkonsolideret med høj soliditets- og likviditetsgrad. Virksomheden har foruden i Silkeborg, afdelinger i Aalborg, Århus og Kastrup. Medarbejderstaben har været stigende gennem flere år og udgør p.t. ca. 175 personer. Lejers uopsigelighed løber til fraflytning tidligst 1. oktober 2025.
EnviDan A/S har mulighed for at udvide sine aktiviteter i Silkeborg væsentligt, og dermed udvide lejemålet med ca. 900 kvm ved en nyopførelse direkte til den nuværende bebyggelse. Der foreligger arkitekttegnede skitser og illustrationer for det mulige og påtænkte byggeri.
Såfremt nævnte projekt gennemføres og lejemålet udvides, er det forhåndsaftalt at leje og vilkår for udvidelsen skal være samme som eksisterende lejeaftale, dog tillige med en ny uopsigelighedsperiode for lejer på 10 år for det samlede lejemål.
Ferskvandscentret ligger naturskønt i Silkeborg, blot ca. 2 km fra gågaden og udgør den præsentable erhvervspark med ca. 50 virksomheder og 500 ansatte i bl.a. AQUA Ferskvandsakvarium, Vejlsøhus Hotel & Konferencecenter, IT huset, Danmarks Miljøundersøgelser, Århus Universitet, Erhverv Silkeborg, EnviDan, Costpartner, Naturstyrelsen Søhøjlandet, Gamesa Wind Engineering, Windcluster, hotel og konferencecenter Gl. Skovriddergaard, Danish Water Technology House, AC Sports, BoligOne, KeepFocus, Erhvervsstyrelsen, Ret & Råd advokater, m.fl.
Området er kendetegnet ved en særdeles central beliggenhed, og alligevel omgivet af naturpark med sø og skov. Ejendommene i erhvervsparken spænder fra nyere opførte minimalistiske punkthuse til det moderniserede sanatorium fra 1903, som alt sammen skaber en særlig stemning og historik i det smukke område.
Se mere om området på www.fvc.dk
EDC Erhverv Poul Erik Bech, Silkeborg
Per Møller Jensen
Partner, erhvervsmægler, MDE
58587284
21628822